Nogen ønsker noget de ikke nødvendigvis opnår uden mange bestræbelser – andre igen ønsker det ikke, men opnår det gratis hvad den anden så brændende ønsker. Naboens have virker næsten altid lidt grønnere?

Nogen ønsker mere tid til sig selv, andre har alt for meget tid til sig selv. Den ene ønsker at blive gift, den der er gift fortryder det til tider. Kierkegaard skrev: Gift dig og du fortryder det, gift dig ikke og du vil også fortryde det.

Den der har børn tænker nogle gange, at det vil være dejligt ikke, at have børn. Den der ingen børn har ønsker dem måske brændende. Den ene ønsker samhørighed, nærhed og dybde, men oplever det sjældent. Den anden ønsker ikke alt for meget nærhed og dybde, men får tilbudet konstant om mere dybde og samhørighed.

Hvad kan vi lære af dette? Bliver man aldrig tilfreds? Eller er vi her for at lære noget specifikt?

Alt har en konsekvens, man giver altid afkald på noget undervejs i livet. Involverer man sig med andre mister man i en forstand noget af sin selvstændighed.

For en filosof som f.eks. Derrida, ofre vi hele tiden noget i forhold til noget andet. Det at ofre er noget som sker uundgåeligt hele tiden, om vi så vil det eller ej er pointen for Derrida. Jeg giver døden, jeg forråder, jeg behøver ikke at hæve kniven over min søn på toppen af Morijabjerget for at gøre dette. Dag og nat, i hvert øjeblik, på alle verdens Morijabjerge, gør jeg dette, jeg hæver kniven over det jeg elsker, og må elske over den anden. Bjerget Derrida hentyder til, er bjerget hvor Abraham skulle ofre Isak. Abraham legenden, bruger Derrida som en metafor for det, at ofre noget.

Det lyder måske ved første øjekast lidt brutalt og pessimistisk, men ikke desto mindre er der en større pointe, at hente her ifølge Derrida. Der altid nogen, som man må ofre i en given situation. Dine billioner af medmennesker, for ikke at tale om dyrene, som Derrida selv gør. Disse bliver ofret, og tilsidesat hele tiden i forhold til nogle andre.

Når jeg bruger tid på dem jeg elsker er der nogle andre jeg ikke bruger tid på, disse bliver i den forstand ofret til fordel for dem jeg elsker. Alt imens jeg sidder her og skriver dette blog indlæg, så ofre jeg tid jeg kunne bruge sammen med venner og familie, dem jeg elsker.

Det er det der er ofringens sande natur, at ofringen er en hverdags begivenhed og er ikke særegen Abraham. Vi er alle Abraham til dagligt i en mindre skala. For Derrida er ofringen tilstede overalt i alle sammenhæng, Derrida f.eks. talte fransk, i den forstand indrømmer han, at han ofre de mennesker, som ikke taler eller forstår fransk.

Ordsprog som man kan ikke både blæse og have mel i munden. Mennesket definerer til tider deres eksistens gennem konflikter. Skal jeg det ene eller det andet. Hvad har jeg mest lyst til?

Jeg håber ikke, at jeg er alt for dyster i mine tankestrøg. En positiv vinkel er jo, at selvom man måske aldrig er helt tilfreds, så skaber dette en gå – på – mod – en konstant stræben efter noget, en tørst på livet, som ikke kan slukkes. Lidenskaber driver os fremad i livet, men lidenskaber er forskellige folk drives af forskellige kræfter. Det at man aldrig er 100 procent tilfreds, holder en i gang og måske er livet også lidt kedeligt hvis alt var 100 procent som man vil have det. Der skal jo krydderi på livet.

Jeg mener, at vi er her for at lære noget om os selv og om andre. Dette kan måske lyde som en floskel, men dette er mit standpunkt.

Indlægget her er bare strøtanker på en muligvis almindelig mandag, jeg er i hvert fald i det svævende hjørne. Der er ikke så meget at konkludere lige p.t.

Man kan også blive træt af, at være glad hele tiden. Glæde kommer i passende portioner. Der skal være tid til at være trist, sur, kede sig og føle glæde, skønhed o.s.v Hver ting til sin tid.

Livet er hvad du gør det til. Dit fokus bestemmer din virkelighed. Du må træffe dine valg med omhu. Der er nok altid noget du kan komme til at fortryde. Du kan ikke lave en omelet uden at bryde et par æg – kan man også sige.