Aristoteles  tankevirksomhed er enorm, så en forenkling af hans filosofi er svær. Jeg vil prøve her med en kort udlægning af hans filosofi, som procesfilosofien er relativt enig i.

Aristoteles skelner mellem teoretisk viden og praktisk viden. Den teoretiske viden springer jeg over her, da det er den praktiske viden hos Aristoteles der er mest forenelig med procesfilosofien. Aristoteles mente, at mennesket stræber efter ’eudaimonia’ (Lykken –  Det gode liv, at handle og leve vel.  At kunne gøre det rigtige og leve velovervejet).

For at opnå eudaimonia – Så må det enkelte menneske processuelt udvikle hvad Aristoteles kaldte for ’phronisis’. Phronisis er en særlig veludviklet kløgt, fornuft, praktisk dømmekraft. En praktisk sans for etisk handlen. En udviklet evne til at bedømme hvad der bør gøres i en situation. Indsigten til at gøre det rigtige. Evnen til det gode.

En praktisk sans for etisk handlen. En udviklet evne til at bedømme hvad der bør gøres i en situation. Indsigten til at gøre det rigtige. Evnen til det gode.

Etik kræver for Aristoteles øvelse. Ved processuelt, at begå gode handlinger bliver du bedre til det og finder glæden og lykken i at være dydig!  Det er processuelt praktisk ( Learning by doing).

Man skal processuelt udvikle sig til at være en dydig karakter. Gennem en længere erfaringsmæssig praktisk læringsproces kan man opnå at udvikle denne særlige ”kløgt”.

– Du kan processuelt lære at være en dydig karakter – ligesom eksempelvis Ghandi.  Vi kan processuelt lære at blive bedre mennesker ifølge Aristoteles – Deri giver procesfilosofien ham ret i, at livet er en læringsproces og at du altid kan udvikle dig til at blive et bedre og en mere vis person.