Dette er en fortælling jeg skrev for rigtig mange år siden, vist nok 10 år siden. Jeg poster den her langt om længe.

Stenen og vandet

Dette er historien om stenen – der lå ikke så langt fra vandet. Stenen lå på den store strand nogle få meter fra vandet. Stenen havde altid drømt om, at komme ned til vandet, at befinde sig i vandet, men hvordan skulle stenen komme ned til vandet tænkte den.

Den er jo blot en sten, og vil aldrig af sig selv kunne komme ned til vandet. Stenen har drømt om i mange år hvordan det ville være, at befinde sig nede i vandet. Hvor dejligt det måtte føles, at mærke det pragtfulde vand blive skyllet henover en.

I årevis havde stenen forsøgt rokke sig løs, at komme bare lidt tættere på vandet. Men det var forgæves, den kunne umuligt rokke sig selv løs uden hjælp fra noget andet.

Stenen har altid kunnet se, at der lå andre sten nede i vandet og den har i årevis tænkt på, hvordan de andre sten var havnet nede i det dejlige vand.

Var det held? tænkte stenen, eller var de andre sten bare bedre end den selv er? Var der noget galt med stenen? Tænkte stenen, havde den gjort noget forkert? Var de andre sten smukkere end stenen?

Er jeg grim? tænkte stenen, hvad har jeg gjort til at fortjene, at jeg ikke må komme ned i det dejlige vand?

Men så en dag begyndte stenen, at tænke anderledes og den sagde højt til sig selv, ” Nej, jeg er lige så god og smuk som de andre sten, som ligger nede i vandet. Jeg fortjener det samme som dem, jeg har lige så meget ret til at komme ned i vandet ”.

Så begyndte stenens tro, at blive meget stærkere. Stenen troede nu fuldt og fast på, at den ville komme ned til vandet. ” Det ” der har skabt dette sted jeg befinder mig, og ”det”, som der har skabt mig, det vil hjælpe ned i vandet troede den.

For hver dag der gik, blev stenens tro på dette stærkere og stærkere, så stærk, at det næsten allerede føltes virkelig.

Der gik flere dage, uger, måneder og år, og stenen havde ikke rykket sig en meter, men stenens tro var stadig lige stærk.

Men efter der så var gået nogle flere dage, sagde stenen til sig selv, ” Jeg giver op, jeg vil aldrig komme ned til vandet, nu har jeg troet med den stærkeste tro i mange år og forgæves. Lad mig nu bare nyde denne tilværelse der nu engang er blevet givet mig. Lad mig nu glemme mine drømme om, at komme ned til vandet, det kan jo åbenbart ikke lade sig gøre. Lad mig ligge her og nyde resten af mit liv og droppe mit Utopia.

Så skete der nu pludselig en ting, der kom nu en kvinde hen til stenen og hun løftede den op. Da stenen nu mærkede, at den lå i kvindens bløde og smukke hænder, følte den en tryghed den aldrig havde kendt til før. ” det sker nu… det sker nu ” tænkte stenen. Endelig sker det tænkte stenen.

Kvinden kiggede fascinerende på stenen og sagde ” Hvad du ønsker skal du få, bare du blot tør stole på  ”. Så kastede kvinden nu stenen højt oppe i vejret, og stenen fløj nu med fuld fart ned i vandet. Og da det fortryllende vand blev skyllet ind over stenens krop, kunne stenen mærke, at alle dens celler i kroppen blev berørt af en følelse af komplet sensuelt lykke, det var simpelthen følelsen af det absolutte.

Nemlig den absolutte ekstatiske lykke, fyldte den. Stenen kom i en sådan gigantisk emotionel tilstand, som overhovedet ikke kunne beskrives.

Stenen lå nu i sit elskede vand, det vand som den i så mange år havde drømt om, og troet på, var nu en realitet. ” Stenen ” befandt sig nu i sit rette element, og var nu harmonisk.

Slut