Den søde juletid nærmer sig om 16 dage, så her en lille julefilosofisk fortælling!

Det var en grå og kedelig vintermorgen som alle de andre, men i dag var der en forskel, det var juleaftensdag, som er en tradition som folk her i vesten fejrer hvert år den 24. december.

Det siges, at netop denne dag er Jesus fødselsdag, du ved ham der lod sig pine på korset for hele menneskehedens synds skyld. Men sjovt nok har vi kun fejret jul de sidste tohundrede år eller noget i den stil. I gamle dage fejrede hedningerne nemlig vintersolhvervet omkring denne dato.

Men det gik sgu ikke når vi skulle være kristne. Så Jesus måtte da hellere være blevet født på netop denne dag. Så havde de gamle hedninge sgu ikke flere traditioner tilbage.

Men tilbage til vores historie. Det skete her i vesten, at et barn havde fået en julegave. En dukke, en barbie dukke, hun fik også tusindvis af andre gaver, dyre gaver som billige. Hun havde stort set al det legetøj hun skulle bruge, og lidt til.

Men hun fik nyt legetøj hvert år i denne søde juletid. Men historien handler ikke om alt det andet legetøj hun fik, for det var der sådan set ikke noget specielt i, men barbiedukken var noget specielt. For om natten når barnet sov, så blev dette legetøj nemlig ”virkelig”.

Det var blevet nat og den lille pige sov trygt i sin seng. Der var stille i hele huset og barbiedukken, der nu befandt sig på en hylde ved siden af sidste års julegave, vågnede op og blev levende.

”Barbie” slog øjnene op og kiggede rundt i det idylliske lyserøde børneværelse og så, at den var blevet plantet ved siden af værelsets traditionelle og obligatoriske teddybjørn. Barbie så, at det eneste legetøj i dette værelse der også var levende var netop denne teddybjørn. Alt andet legetøj var dødt, sjælløst og ubevægeligt. Barbie sagde, ”hey du teddy bjørn, hvad hedder du? Og hvor er du blevet fabrikeret henne? ”

Teddy bjørnen kiggede glad og harmonisk på barbie dukken og svarede med blid røst

”Jeg hedder Bamsebjørn, men kald mig blot Bamse, det kalder den lille pige mig og jeg er blevet skræddersyet af specialister, de bedste der kan købes for penge. Der er lagt sved, tårer og måske blod i, at bringe mig til live ”.

Barbie kiggede nedladende på Bamse og sagde ” hmft, jeg er ”Made in China”, af et vestlig legetøjs kartel, som har fået små fattige børn på en fabrik til at samle mig, fordi de er billig arbejdskraft. Jeg er lavet af det mest billige materiale som muligt, bare for at de kunne tjene penge på mig ved at sende mig her til vesten og i hænderne på en lille snotforkælet unge, der har tusinde af min slags i forvejen.

Jeg er også lavet i Kina fordi så kan firmaet slippe for at betale skat i deres hjemland og tjene endnu flere penge på uskyldige og ubetydelige lille mig.

Absurd synes jeg at vi lever i sådan en verden, at små børn må arbejde hårdt for at tjene nok penge til deres familie og at folk bliver rige her i vesten på at fremstille legetøj til deres børn, som lever lykkeligt og idyllisk på netop de små fattige børns bekostning”.

Bamse smilede og kiggede også lidt nedladende på Barbie og sagde med blid røst ”Kære Barbie du kan da ikke være så ensporet, sådan forholder det sig jo ikke helt, man kan godt høre at det røde banner fører dig lidt”.

“Børn har det jo skidt over hele verden og børn har det jo nødvendigvis ikke nemmere her i vesten. Jeg vil give dig ret i, at vesten har de bedste muligheder for et frit og harmonisk liv, men selvom det er et bedre sted, er det jo ikke ensbetydende med at det ender med et frit og harmonisk liv, bare fordi du er født i vesten”.

”Det kan du sagtens sige ”, sagde Barbie og forsatte ” hvad mener du med det du snakker om? Du må prøve at overbevise mig bedre ”.

Bamse lænede sig roligt tilbage og rømmede sig lidt og begyndte langsomt at uddybe sin pointe lidt tydeligere.

”Børn i de Fattige Lande, har enkelte problemer som: de sulter og skal have mad, de skal have et tag over hovedet, de stræber efter basale behov så at sige, de vil have mere frihed eller vil de? De kender jo ikke til denne frihed vi har i vesten, de har basalt set bare et enkelt behov, at bekæmpe sig igennem tilværelsen for at skaffe det mest basale behov af alle, nemlig mad, uden det, kan du ikke beskæftige dig med noget andet.

Men lad nu det være sagt, at det burde da være en menneskeret, at have let adgang til føde, men sådan er det bare ikke”.

Barbie begyndte at virke eftertænksom og sagde nu til Bamse: ” Jeg tror jeg er ved at ane hvor du vil hen med alt dette, men du må stadig lige uddybe det lidt mere, fordi jeg kanikke se, at folk i vesten skulle lide i så ufattelig omfang, som mennesker i fattige lande gør ”.

Bamse svarede med stadig en blid røst…

” Ser du kære Barbie, denne frihed jeg snakker om, er ikke lige altid så nem at forholde sig til, for at sige det rent faktisk lige ud, kan den være en ren pestilens. Med frihed følger der ansvar, det fulde ansvar for dit eget liv, og det er der mange mennesker der har problemer med. Især i ungdommen kommer prøvelsen. Ser du… de børn her i vesten, som du skælder ud på, at de får så mange julegaver, alt imens over halvdelen af verdens befolkning lever i hungersnød.

Disse børn her i vesten lider også des du ældre de bliver. Tænk på at der bliver flere og flere unge her i vesten, som bliver narkomaner eller i hvert fald tager stoffer hver weekend eller hver anden.

I vesten findes der seriemordere, pædofile og på psykiatrisk afdeling har de ikke senge nok til de gale. Folk går til psykolog, som aldrig før, ny-religiøse bevælgelser og begrebet den spirituelle verden, som aura dyrkelse og sådan noget, har en tilslutning som aldrig før. Unge tager deres eget liv, i så stort omfang som aldrig set før i menneskehedens historie.

I vesten horer vi og dræber, drikker, tager stoffer, bedrager, voldtager og er mere materialistisk tænkende end aldrig før. Prøver du at fortælle mig Barbie, at det er et tegn på at vi er mere lykkelige?

Barbie måtte gå til bekendelse og svarede Bamse med sætningen ” Jamen, så lider vi også her i vesten, men jeg vil stadig påstå, at der er mere lidelse i den fattige del af verden ”.

Bamse sukkede dybt…

”Kære Barbie dukke, du kan ikke sammenligne lidelse på den måde som du gør det. Alle folk lider på deres egen helt specielle måde, uanset hvilket land de lever i. Den ene mand lider ekstremt over han ikke kan forholde sig oprigtigt overfor sig selv. Den anden over, han eller hun ikke har nogen kæreste. Den tredje over, ikke at have penge nok, den fjerde over at have mistet sine kære. Den femte over, at han eller hun sulter o.s.v. Men de allesammen føler en smerte med samme intensitet, så du kan ikke sige, at den ene lider mere eller mindre end den anden.

Unge i vesten er så bekræftelsessøgende, at det gør helt ondt, de VIL blive set, være berømt. Kendte og popstjerner har status som guder. Det er værre end på Elvis Presleys tid. Vestens unge har svært ved at søge dybde i livet, så de bliver overfladiske, bedrageriske. De søger den perfekte krop og lider af en sygelig kropsdyrkelse. De spise værre, bliver anorektiske eller bulimiske eller gør selvmord. De tager stoffer for at føle, at de har det bedre med sig selv.

Tidens unge i vesten har mangel på ambitioner og integritet. De ved simpelthen ikke hvad der er ud eller ind i forhold til deres eksistens. Så du må kunne se at denne frihed, har en enorm pris og det ikke er alle der kan forholde sig til den og de der kan, har også deres prøvelser.

Men selvfølgelig må jeg til stadighed sige, at den vestlige verden har de bedste muligheder for den bedste tilværelse, men lidelser har vi også masser af som du kan se.

Men man må acceptere denne lidelse i verden. Acceptere, at der findes død og elendighed, især i den fattige del af verden, fordi sådan er det nu engang bare. Indtil måske en dag, det kunne forholde sig anderledes, men sådan er det bare ikke lige nu ”.

Barbie sukkede og måtte indrømme at Bamse nok havde ret, og lænende sig tilbage og henvendte sig til Bamse og sagde,” Bamse du har ret, verden kan være et elendigt sted for os alle, vi må prise os lykkelige over, at vi kan skabe glæde til den lille pige i dette værelse. Fordi hun får det svært senere hen i livet, og med vores hjælp kan hun måske tænke sig tilbage til de skønne tider i vores selskab og vi kan give os selv et skulderklap, fordi at vi har haft en stor del at sige i netop hendes barndom ”.

Bamse svarede ” Netop min kære Barbie, der er vi helt enige, hvad skal vi nu debattere? Hvad synes du?”.

SLUT