Der findes en gren af procesfilosofien, som er en procesteologi, Gudsbegrebet har været et element af metafysikken længe. Whitehead procesfilosofiens grundlægger tager selv stilling til begrebet Gud, og Whiteheads filosofiske system ender også der.

Procesteologien bliver til med baggrund i Whiteheads filosofi, Whiteheads efterfølgere deler sig i dem der tager stilling til gudsbegrebet – altså procesteologer og dem der bruger procestankegangen uden gudsbegrebet – naturalistiske procesfilosoffer.

Man kan skelne mellem dem, der medtager Gud i den komiske proces, og dem der anskuer det komiske i en naturalistisk forståelsesramme.

Procesteologien har intet centralt gudsbevis, fordi Gud i-sig-selv skal forstås i processuelle termer, og det er ikke nødvendigt at bevise denne guddoms eksistens. Den processuelle Gud kan heller ikke sidestilles med den traditionelle teologiske Gud, da som nævnt, skal Gud selv opfattes i en processuel anskuelse.

Whitehead mente, at den klassiske vestlige teologi gav Gud visse egenskaber, som var fejlagtige. Egenskaber der kunne minde om Cæsar i oldtiden. Whitehead mente, at det er fejlagtigt at opfatte Gud som en almægtige hersker, som f.eks. Cæsar i oldtiden blev opfattet.

Gud er en proces, og Gud er det vedvarende. Verden er flyende, verden er vedvarende og Gud er flyende. Gud transcendenterer verden og verden transcendenterer Gud ifølge Whitehead. Gud skaber verden og verden skaber Gud. Gud er en proces, og den procesteologiske Gud har ikke samme egenskaber, som i den traditionelle teistiske Guds opfattelse.

Den processuelle Gud er ikke alvidende, absolut, uforanderlig. Da Gud selv skal forstås i processuelle termer, kender denne guddom ikke processens endemål, og er derfor ikke alvidende. Gud er selv involveret i verden og verden er foranderlig, og det er Gud også.

I procesteologien er hvert øjeblik i Guds eksistens en ny uforudset begivenhed i verden, som først i øjeblikket er blevet kendt. Gud er afhængig af beslutninger fra verdens forskellige aktualiteter, det vil sige de forskellige processer i verden. Gud kender ikke resultatet af processen og dermed ikke en alvidende guddom for procesteologer.

Ifølge procesteologien skabte Gud ikke verden ud fra et intet . Verden opstod ud fra et kaos og ikke et absolut intet.

Det kaotiske kan sammenlignes med tiden før Big bang, hvor der heller ikke var et intet, men at alle elementarpartiklerne var sammenpresset indtil universet begyndte at udvide sig efter Big bang.

Guds manglende alvidenhed i procesteologien har været i kritikpunkt siden Whitehead. Kritikere anser det, at et guddommeligt væsen ikke kan garantere et favorabel resultat af verdensprocessen, gør at denne guddom ikke har de kræfter der skal til for at opfattes som en guddom.

Procesteologien er på dette kritikpunkt blevet beskyldt for at være en ateisme. Procesfilosofien og procesteologien nærmer sig også en buddhistisk tankegang. Både Whitehead og Buddhisme benægter også eksistensen af et jeg, jeget er i et processuelt tanksæt selv en proces og er ingen fast stabil entitet. Jeget er en illusion i buddhismen.

Alt flyder, alt er i proces og der findes en mangfoldighed af alverdens processer, som alle er en del af en stor overordnet proces. Whitehead mente at denne proces er universets udvidelse. Universets begyndelse er en påbegyndelse af den første oprindelige proces.

Den første proces er ifølge Whitehead og procesteologer en teleologisk proces, der forefindes en overordnet orden i den universelle proces. Universets processuelle forløb er en formålsbestemthed en slags første årsag (causa finalis) hvor alle universets entiteter er selvkreative (selvbestemmende).

I den evige foranderlige udvikling blandt de levende entiteter er der en orden, et formål. Det nyskabte har en formålsbestemt funktion. Ifølge Whitehead selv stræber universet mod orden, sandhed, skønhed og godhed, og med det, så tenderer Whiteheads egen filosofi hen imod et kosmologisk formålsbestemt udgangspunkt og inspirerede kommende procesteologer.

Men procesfilosoffer efter Whitehead følger ikke nødvendigvis det teleologiske ved hans filosofi eller anser det guddommelige som en del af det metafysiske spektrum. Hverken procesfilosofferne Nicholas Rescher eller Johanna Seibt svinger hen imod en procesteologi, men de bruger procestankegangen mere naturalistisk og forholder sig til procesbegrebet strengt fagfilosofisk uden brug af en teologisk begrebsverden.

Desuden mente Whitehead også, at filosofien er et ideernes eventyr, det består i, at intet kan ekskluderes fra den filosofiske spekulation. Filosofien må ikke ekskludere noget. Men alt i alt kan den teologiske side af procestankegangen minde om en ‘designteori’ om Gud, men dette er en forenkling. Naturen er i en processuel udvikling. Gud er som en slags aristolistisk ubevæget bevæger – og har et design (plan) ved/- med verden.

I procesteologiens metafysik er fremtiden ukendt. Det guddommelige ved ikke hvad der sker i fremtiden, og fremtiden har en åben karakter. Gud ved ikke hvad resultatet vil blive. (Læs mere om procesfilosofi på www.procesfilosofi.dk)