Platons hulelignelse er beskrevet som en aktiv erkendelsesproces. Fangen i hulen, som af mange fortolkere menes at være Sokrates, gennemgår så en erkendelsesproces i sin udviklingsrejse ud af hulen – for derved at se sandhedens lys i skikkelse af den rigtige sol.
Men hans øjne skal vende sig til det skarpe lys; altså en tilvænningsproces. Sokrates må så tilbage i hulen igen for at forsøge at overbevise de tilbageværende fanger om det bedrag, de er udsat for.
Resume af Platons hulelignelse: Man skal forestille sig en underjordisk hule (grotte), hvorfra der går en gang, som er så lang, at den fører udenfor, i dagslyset.
Men dagslyset kommer aldrig ned i hulen. Med ansigtet mod hulens bagerste væg og med ryggen til indgangen, sidder en række fanger på rad og række. Ikke alene er deres kroppe lænket fast, de kan heller ikke bevæge hovedet og kan altså hverken se hinanden, eller ned af sig selv. De kan kun se væggen foran sig, og sådan har det været hele deres liv, de kender simpelthen ikke til noget andet. Bagved dem, er der tændt et bål, de ved ikke, at der mellem dem selv og ilden er en mandshøj mur, og at folk på den anden side af denne mur bærer ting og sager frem og tilbage på hovedet.
Men skyggen af disse objekter kastes på en væg, som er det eneste fangerne kan se, og fangernes stemmer kastes kun tilbage til dem selv. Vi kan nu forstille os, at de eneste ting, som fangerne overhovedet sanser og erkender i tilværelsen er netop disse skygger og ekkoer. Derfor tror fangerne at dette også er det virkelige. De tror de ser den sande verden.
oHvis nu, at en af fangerne nu blev gjort fri af sine lænker, ville han være så forkrampet af fangenskabet i mørket, at bare det at vende sig om ville være smertefuldt for ham.
Bålets direkte lys ville blænde hans øjne. Han ville stå så forvirret og uforstående at hans første ønske ville være, at vende tilbage til skyggevæggen og sin egen forståelige virkelighed.
Hvis han oven i købet fik trukket sig helt ud af hulen og ud i dagslyset, ville han blive så forblændet og forvildet, at der ville gå lang tid inden, han kunne se noget som helst (Forstå noget). Men efter noget tid, så ville hans øjne og en længere tilvænningsproces have gjort, at han kunne se ting i dagslyset. Hans øjne kunne nu skue klart alle de ting som er. Han kunne skue den rigtige sol og den rigtige verden.
Hvis han så vendte tilbage ned i hulen, ville han igen forblændes, denne gang af mørket. Og alt hvad han vil fortælle de andre fanger, ville være uforståeligt på dem. Hvis de kunne komme fri af deres lænker, ville de måske endda dræbe fangen, som havde været oppe i dagslyset…fordi de klinger sig til deres sandhed.
Filosoffen Sokrates tager på en processuel rejse fra hulens dybde og op i dagslyset. Bålet i hulen og skyggerne på væggen er alle illusioner. Hvor solen og objekterne udenfor hulen er det rigtige.
Således på den måde bliver man filosof. Det er kort sagt de mennesker der evner sig, at begive sig ud af hulen og opnå indsigt i de sande ideer. Ideer som det gode, det skønne og retfærdige.
Sokrates er berømt for at bruge en jordemodermetode (Den maieutiske metode) Tanken er at hjælpe den anden med at “føde” de tanker vedkommende bærer på, er svanger med. Mennesket bærer sandheden i sig som det skal lære at kende, og det skal selv opdage den. Sokrates var en slags første protreptiker og praktiserede protreptik. Jeg benytter også protreptik i mine filosofiske samtaler.
KLIK HER: Hvis du ønsker vide mere om mine protreptiske og filosofiske samtaler
Platons filosofi har bl.a. inspireret store Hollywood film som The Matrix og Man of steel (Den nye Supermansfilm). Se YouTube filmen nedenunder for sammenligning af bl.a. Platons filosofi og Hollywoodfilm + 3 andre film og filosofi. *Lavet af Procesfilosoffen
Klik her for foredrag om Platons hulelignelse. Se under foredraget filosoffens rejse!
PROCESFILOSOFI.DK 