Platon er delvis en processuel tænker. I hvert fald er Platons hulelignelse processuelt beskrevet i sin karakter. Læs mere om Platons hulelignelse senere i indlægget.

Platon forstod, at den verden vi kan se med øjenene – den er i konstant forandring og evig bevægelse. Platon kaldte den verden som vi kan se for fænomenverdenen.

Fænomenverdenen er for Platon foranderlig, ustabil, uharmonisk, forgængelig, kaotisk, falsk og bedragerisk. Bedragerisk fordi man kan stikke en pind i vandet og den ser pludselig bøjet ud. Platon spørger om vi så kan stole på vores sanser? Platon skaber således en filosofisk ideverden og denne ideverden er uforanderlig, uforgængelig, der hersker harmoni og orden, sandhed og de sande former, Det er dem som styrer formerne på jorden (I den såkaldte fænomenverden).

Platons Idéverden er i en eller anden form – en Syntese(sammenblanding) mellem Heraklits og Parmenides filosofi. Parmenides (ca.515- 450 fvt.) er den store trussel mod udvikling og procesfilosofien.

Parmenides mente, modsat Heraklit, at der ikke forefindes forandringer. Parmenides og Heraklit er hinandens diametrale modsætninger.  Heraklit benægtede, at der findes noget, at der forefindes en form for substans, der forandres, men mente, der kun findes selve forandringen selv.

Parmenides derimod mente, der fandtes noget, en substans, dvs. det værende, men han
benægtede, at der overhovedet var en tilstedeværelse af forandring.  Siden da har skellet mellem Parmenides og Heraklit været en dominerende faktor i filosofien.

Der var dem der efter Parmenides, opfattede det værende som en ultimativ entitet, og så dem der fulgte Heraklit, som anså en til-bliven (en tilblivende proces), som det mest fundamentale ved verden.

Parmenides filosofi er på mange måder skyld i, at mennesket har glemt det processuelle aspekt ved alt i verden. Verden skal opfattes processuelt og ikke i faste uforanderlige størrelser, som Parmenides fejlagtig anskuede.  Alfred Whitehead og Heraklits filosofi skal ses som et opgør med substanstankegangen fra Parmenides.

Tilbage til Platon og procestankegangen. Platons Idéverden er i en eller anden form – en Syntese(sammenblanding) mellem Heraklits og Parmenides filosofi. I Heraklits filosofi finder vi Platons fænomenverdens foranderlighed. Der hersker ustabilitet og kaotisk forgængelighed. Denne verden er i bevægelse og forandres hele tiden. Parmenides filosofi er Platons ideverden, hvor der er faste former og der findes uforanderlighed og stabilitet.

Platon anerkendte, at verden som vi sanser med vores sanser, den er processuel. Men Platons frygt for det ustabile og kaotiske ved denne verden, gør at Platon flygter ind i sin filosofiske ideverden, som kun kan erkendes gennem via fornuften og filosofien.

Platon er ikke procesfilosof som sådan, men menneskets/filosoffens vej til sandheden, den er for Platon et processuelt forløb.

I Platons huleligelse viser Platon at sand erkendelse af ideerne f.eks. Det godes ide er et processuelt forløb. Platons hulelignelse er beskrevet som en aktiv erkendelsesproces. Fangen i hulen (som af mange fortolkere menes at være Sokrates) gennemgår en erkendelsesproces i sin udviklingsrejse ud af hulen for at se sandhedens lys i skikkelse af den rigtige sol. Men hans øjne skal vende sig til det skarpe lys altså en tilvænningsproces.

Sokrates /fangen må så tilbage i hulen igen for at forsøge at overbevise de tilbageværende fanger om det bedrag, de er udsat for.  Sokrates figuren hos Platon når altid frem til sandheden gennem en processuel spørgen-indtil meningens kerne.

Den såkaldte sokratiske spørgeteknik (Jordmoderteknikken) er af en processuel karater.  Sokrates menes af mange, at være ‘fangen’, som slipper ud af fangeskabet i hulen i Platons hulelignelse. Læs mere om Platons hulelignelse i blogindlægget:  Platons hulelignelse (Revisited) KLIK HER.