Procesfilosofien er på mange måder generelt en metafysisk teori. Jeg vil derfor lige kort forklare hvad metafysik har været i filosofi historien, og bagefter vise hvordan procesfilosofiens metafysik ser ud.

Ordet metafysik stammer fra de græske ord meta og physis. Meta kan betyde, at noget er ”udover” – bag liggende. Physis kan sammenlignes med naturen og den fysiske verden. Metafysik er så hvad der ligger udover naturen/fysikken, eller hvad der ligger til baggrund for det fysiske – den naturlige verden. Metafysik har i filosofihistorien været læren om det værende. Det værende kan siges, at det er det, der er fælles for alt det der er, og det eksisterende.

Metafysiske teorier beskæftiger sig med spørgsmål om verdens beskaffenhed. Altså hvad er virkelighedens grundlæggende bestanddele? Hvordan er virkeligheden og verden struktureret? Hvad er det værende? hvad er verden overhovedet for noget? Hvordan hænger den overordnet sammen? hvad består den basalt set af? Hvad er de nødvendigste og væsentlige kendetegn ved verden? Hvordan kan man sætte det hele en i et stort system?

Metafysik gennem filosofihistorien, har tit været en slags ”Grand Theory”. Altså en altomfangende teori, en helhedsforståelse om alt i verden og virkeligheden. Det handler om at favne alt i et stort sammenhængende system.

De tidligste græske filosoffer ledte efter verdens grundstof, eller urstoffet, som alt var udgjort af. Deres svar var oftest enkelt. Thales sagde alt er udgjort af vand. Andre sagde at alt bestod af matematiske tal, eller at alt er udgjort af noget de kaldte atomer (bittesmå udelelige dele). Op igennem filosofihistorien, bliver disse store teorier om verdens beskaffenhed mere og mere komplekse. Mange af disse inkorporerer også Gud eller en guddommelig forestilling i deres ”Grand Theory” om alting. En absolut teori. På denne måde, kan metafysik også være læren om det højeste værende, og det absolutte (eksempelvis Gud).

Procesfilosofien er også en metafysik, og på mange måder også en Grand Theory om alting. Procesfilosofiens tankesæt kan spores tilbage til Heraklit (Se mit indlæg om procesfilosofiens udvikling). Heraklit fandt også verdens urstof, og for ham var det ilden.

Heraklit mente, at ilden er noget der findes i alt og er det som styrer verden. Ilden skal ses som et symbol på forandring. Urstoffet dvs. ilden er det styrende element, som er en proces. Det er dens væsen, at bevæges og forandres. Den er et billede på bevægelse og forandring idet den kan gløde, flamme og slukkes efter omstændighederne. Heraklit så noget særligt i solen, som den store ild der omskiftelig tændes og slukkes.

Procesfilosofiens metafysik siger, at alt i verden basalt set er udgjort af processer. Alt forandres konstant. Alt er ustabilt, omskifteligt og foranderlig. Stabile Ting findes som sådan ikke (Se indlæg om procesfilosofien). Verden beskrives bedst som en proces. Alt gennemgår en proces og lægger under for forandring.

Den processuelle forandring den mest dominerende egenskab ved verdens beskaffenhed. Alle former forandring om det er en fysisk, organisk, psykologisk, sociologisk eller anden forandring. Forandringsprincippet dominerer hele virkeligheden. Alt kan defineres som en proces, der findes processer inden for alle livets og verdens aspekter.

Der findes fysiske processer, organiske processer, psykologiske processer, biologiske processer, historiske processer, sociologiske processer og kommunikations processer osv. En mangfoldighed af forandringsprocesser over det hele. Det processuelle aspekt er alle steder, og i alle ting.

En fysisk proces, det kan være at en sten eller et klippebjerg forandrer sig over tid. En organisk proces er at et dyr eller et menneske ændrer udseende over tid, og til sidst holder om med at eksistere. Det nedbrydes organisk, dets eksistens ophører.

En psykologisk proces er menneskets skiftende psyke og stemningsleje. Mennesket har ikke de samme konstante følelse over tid, lyster og stemninger forandrer sig, eller forsvinder, eller de har ikke samme indvirkning på personen. En biologisk proces kan være svangerskabet hos både dyr og mennesker. Kvinden eller hunkønnets krop forandrer sig og det skaber nyt liv.

En historisk proces er f.eks. det fænomen, at civilisationer opstår og forgår, eller ændrer sig undervejs. Krige opstår og som efterfølgende erstattes af fred for igen at påbegynde en ny krig.

En sociologisk proces, det at samfundstendenser opstår og forsvinder med tiden.

En samtales udvikling, er et billede på en kommunikations proces, der forandrer karakter undervejs i det forløb over tid.

Den oprindelige første proces er universets udvidelse. Denne proces ved vi stadig ikke hvordan den ende, eller kender det præcise resultat af dets forløb. Hele universet er under konstant forandring, det udvider sig. Universet er den overordnede proces, alle andre processer er subprocesser indlejret i en mega-proces. Big Bang er påbegyndelsen af den første proces, metafysisk set, er alle andre processer underordnet denne proces.

Grundlaget for hele procesfilosofien er påbegyndelsen af en proces nemlig Big bang. Den efterfølgende udvikling af denne proces og dets forandringer undervejs er virkelighedens grundvilkår. Denne proces er ikke tilendebragt endnu.

Det fundamentale i procesmetafysikken er, at der findes et makro-processuelt niveau og et mikro-processuelt niveau. Universet er den største makroproces og alt andet er mikroprocesser i forhold til universet. Alle ting er også en makroproces i sig selv, med sine interne mikroprocesser. Cellerne i et menneskets krop, er mikroprocesser, og personen og menneskets selv er makroprocessen. Det samme med et træ osv.

Hvis man har lyst, og tror på det, er der nogle procesfilosoffer der gør Gud til en proces. Denne Gud er selv underlagt det processuelle og selv en proces. I stedet for Big bang er Gud den oprindelige proces, som stadig er under udvikling.

Denne processuelle Gud er altså ikke alvidende, absolut, uforanderlig. Da Gud selv skal forstås i processuelle termer, kender denne guddom ikke processens endemål, og er ergo ikke alvidende. Gud er selv involveret i verden og verden er foranderlig og det er Gud også.

En procesfilosofi der tager stilling til det guddommelige kalder man en procesteolog. I procesteologien kan guddommen minde om den Gud man finder i en designteori. Altså at Gud er denne processuelle designer i verden.

Men jeg mener ikke personligt, at procesfilosofiske teorier behøver at tage stilling til Gud. Jeg mener, at det bliver mere diffust og mystisk på denne måde. Jeg er heller ikke alene om denne holdning, og mange procesfilosoffer anskuer det processuelle som noget mere naturligt og naturalistisk. Naturalistisk som, at procesfilosofien inkorporer den evolutionære udvikling i sin filosofi.

Se her for Procesfilosofiske foredrag