PROCESFILOSOFI.DK

Magten, rigdommen og kærligheden

Skriv en kommentar

Året er 1595 og den mægtige sultan af Istanbul er lige død, i denne anledning bliver hans ældste søn bragt frem foran vesirerne, for at blive kronet som den nye sultan.

Denne unge nye sultan, har indtil videre levet et liv, i en overdådighed af luksus og rigdom. Han var blevet madet med en sølvske gennem hele livet og han fået alt hvad han havde peget på af materielle goder.

Men alt det den unge mand havde oplevet indtil nu, vil blegne i den rigdom og skønhed han nu skulle til bade i, nu da han arvet titlen som den nye sultan.

Det første den nye sultan gjorde med sine mange penge, var at opføre et nyt palads. Et kæmpe palads, der skulle ligne lige præcis det han havde drømt om som lille han skulle bo i, når han engang blev sultan.

Det nye grande palads kom fuldstændigt til at stemme overens med sultanens drømme og hvorfor skulle det ikke også det, da han havde penge nok til få bygget præcis det palads han ønskede sig.

Efter paladset var blevet bygget og sultanen og hoffet og konkubinerne var faldet godt til. Begyndte sultanen at købe alle mulige andre ting, som han altid havde drømt om han ville købe når han engang blev sultan i stedet for sultanen.

Han købte nye forgyldte karavanevogne som han og sit hof kunne rejse rundt i, rundt omkring i hans land og i nabolandene. Han købte nye flotte klæder, nye kameler, heste og elefanter, han købte kort sagt alt dette han havde drømt om han ville købe når han engang var blevet sultan og det var han jo endelig nu.

Men kort efter at sultanen havde købt alt det han ville købe, begynder sultanen nu er vise tegn på fortvivlelse, hvad skulle sultanen nu lave, hvad skulle han nu købe? . Han måtte jo eje mere end det han allerede gjorde. Han måtte jo eje mere tænkte han.

Sultanen begyndte nu at købe alle mulige ting som han ikke var sikker på, om han skulle bruge til noget specielt, han måtte jo købe de her ting tænkte han. Han kunne jo ikke bare sidde stille uden at købe noget mere. Hvad i alverden skulle han med alle de penge hvis han ikke skulle bruge dem på noget? Og han fik jo hele tiden flere og flere penge fra de skatter han opkrævede af sine undersåtter i hans land.  Sultanen huskede tilbage på den tid hvor han fik opført sit palads og hvor meget han elskede bygnings processen og glædede sig til det var blevet bygget færdigt. Han ville gerne føler denne glæde igen, så sultanen beordrede at der skulle bygges et nyt palads, det skulle være langt større og prægtigere end det forrige. Alle dørhåndtagene, billedrammer, stoleben og senge skulle laves af det pureste guld – for han havde jo råd til det. Det nye palads blev som sagt flottere, større og prægtigere end det første palads han havde bygget og kort efter det var blevet bygget flyttede han og hoffet og alle hans konkubiner ind i det nye palads.

Sultanen havde nu boet i dette palads i nogle år, og trangen til at købe et nyt og større palads blev nu for meget for den gode sultan. Sultanen ville nu købe det mægtigste palads der nogensinde har stået på denne jord. Og som sagt så gjort, gennem de næste mange år fik sultanen bygget en masse paladser rundt omkring i hans land, det ene altid overgjort af det næste. Sultanen forsatte sikkert med at bygge nye paladser til den dag han døde og hvorfor ikke? Han havde jo penge nok til det ikke? .

Ikke Så langt fra byen og paladserne, boede den gamle vise mand, han boede på toppen af et bjerg så han havde en udsigt over hele byen.

Den gamle vise mand havde i mange år fulgt følgerne af sultanens rigdom, han havde set borgerne i byen blevet udsultet af alle skatterne. Han havde set menneskerne arbejde sig selv til døde på grund af bebyggelserne af paladserne. Den gamle vise mand havde set sultanens elendige købelyst og begær efter flere materielle besiddelser og den gamle vise mand vidste at man ikke skulle stræbe efter penge. Den gamle vise mand vidste, at for mange penge til en person, ville føre denne person fordærv og at ingen skulle have så let adgang til penge som sultanen havde.

Den gamle vise mand, havde holdt et godt øje til andre ting i byen, nemlig de enkelte borger i byen, navnlig en bestemt borger ved navnet Jacob.

For foden af bjerget, lå en lille dal og i denne den dal boede de fattige, her boede også den fattige møbelsnedker Jacob, som netop havde mistet sin bedste ven. Vennen han havde arbejdet på bebyggelsen af et nyt palads til sultanen og dødede af overanstrengelse af det store bygnings arbejde der måtte til for at bygge paladset til sultanen. Men vennen Isak måtte arbejde hårdt for hans lille løn, for Isak havde jo en kone og 4 børn som skulle havde mad på bordet.

Jacob måtte bare se til at Isaks enke måtte forlade byen for, at finde arbejde et andet sted, for hun stod jo nu alene med 4 børn og Jacob havde desværre ikke penge nok til at kunne hjælpe hende og børnene for han havde lige knap og nok penge nok til at forsøge sig selv. Måske endte hun med at måtte tigge på gaden et eller andet sted eller sælge sin egen krop for at få råd til at forsøge sine børn.

Jacob var født i fattigdom og hans forældre var døde for længst også af arbejdsoveranstrengelse og Jacob måtte fra en tidlig alder lære, at klare sig selv og med nød og næppe havde dette kunne lade sig gøre, netop ved hårdt arbejde. For det eneste Jacob rigtigt vidste til finger spidserne var, at kunne lave de her fine stole, stole der var af en bedre kvalitet end dem hans fader havde lært ham at lave. Men ak ja i mange år havde Jacob forsøgt, at skrabe penge nok sammen til, at kunne hyre en medhjælper, men stolene blev aldrig mere værd, end det de altid havde været værd og skatterne der blev opkrævet af sultanen blev hele tider højere og højere og Jacob fik aldrig råd til hyre hjælp til sin møbelsnedker geschæft.

Jacob havde aldrig giftet sig, fordi hvordan skulle han få råd til, at både forsøge sig selv og kvinde + et vis antal børn? . Han havde tit tænkt på, at hvis han nu kunne få børn, ville de jo kunne hjælpe ham til at lave hans fine stole. Men stort set alle Jacobs penge gik til omkostningerne til hans snedker virksomhed og resten gik jo til mad og nogle nye klæder, når de gamle var slidt helt op. Jacob kunne jo ikke lave andet end arbejdet som møbelsnedker fordi han aldrig har haft penge til at uddanne sig til et velbetalt erhverv. Desuden det eneste der gjorde Jacob glad, var netop arbejdet med disse stole, han elskede hele processen ved at fremstille disse fornemme stole og det var måske lønnen nok i sig selv? havde Jacob tit tænkt.

Jacob havde altid hadet de rige, navnlig de rigtige rige som sultanen, Jacob tænkte tit på hvad han ville bruge penge til hvis han var sultan.

Han ville kunne købe sig et bedre hus, købe bedre og mere smagsfuldt mad. Han ville købe pænere klæder. Han ville have råd til en kone og børn som han så brændende savnede, for Jacob var netop ensom og han havde ikke rigtigt nogen venner, han havde jo ikke rigtig tid og den eneste rigtige ven han havde haft var netop død.

Jacob ville bade i rigdom og luksus hverdag hvis han var sultan, havde han tænkt så ofte, han ville købe alt det han hele tiden havde stået og manglet gennem hele sit liv. Gid at alle mennesker i hele verden ville købe mine stole og gøre mig til en rig mand havde han så tit dagdrømt om. Jacob ville sikkert dagdrømme om at være rig til den dag han engang skal bort, for drømme koster vel ikke noget vel? .

Den gamle vise mand på toppen af bjerget havde i mange år set, de umenneskelige kår som den fattige møbelsnedker levede under. Den gamle vise mand vidste, at Jacob ikke havde nok penge til at han have et liv som man kunne kalde et anstændigt liv. Den gamle vise mand vidste at Jacob ikke havde nogen jordisk chance for at leve et harmonisk liv. Den gamle vise mand, vidste med den klareste visdom at mennesket ikke skulle stræbe efter at leve et liv askese og fromhed.

Med embedet som sultan fulgte også et mægtigt harem, og den nye sultan fik efter han besteg embedet et hav af forskellige konkubiner. Over 100 styks.

Sultanen var elsket og beundret af alle omkring ham, han var i alle døgnets 24 timer omgivet af rygklappere, sultanen havde aldrig kunnet skelne mellem rigtig kærlighed og overfladisk / Tvungen kærlighed. Sultan følte sig elsket af alle folk i hans land, han følte sig elsket af alle hans konkubiner, han følte sig elsket af hele sit hof. Ingen sagde sultanen imod, alle sagde hele tiden til ham at han var den bedste, klogeste, smukkeste og alt hvad sultanen gjorde var det rigtige og sultanen følte sig elsket som en gud. Sultanen vidste ikke bedre, dette var kærlighed for ham og sultanen følte kun at han ikke var elsket vis han mødte en person der ikke viste ham hengivenhed.

Ingen turde ikke vise sultanen hengivenhed, for dette kunne jo føres til henrettelse.

Hver nat gik sultanen ind i hans konkubiners kæmpemæssige sal hvor de alle befandt sig. Der var en mangfoldighed af mange forskellige slags kvinder, mørkehåret kvinder, blondiner, kvinder fra alle slags folkeslag fra hele verden, importeret fra de fjerneste kroge af kontinentet. Nogle havde store bryster andre havde små bryster der var simpelthen lidt for en hver smag og sultanen elskede alle disse kvinders forskelligheder.

Kvinderne var specielt trænet fra fødsel til han kunne tjene sultanen på den bedste måde og eftergive alle hans ønsker. Det var de smukkeste kvinder i hele landet der var håndplukket specielt til den store sultan.

Hver nat bollede sultanen den kvinde han ville have for den nat. Den næste nat en anden kvinde og nogle nætter bollede sultanen to kvinder eller tre kvinder samtidige. Nogle nætter bollede sultanen med så mange forskellige konkubiner han kunne nå og havde lyst til.

Nogle gange lod sultanen alle kvinderne stille op på rad og række ved siden af hinanden klar til at blive taget bagfra og sultanen gik på skift mellem disse kvinde og ejakulerede ind i den sidste kvinde. Sultanen begyndte med årene at vise tegn på kedsomhed, han havde fået alt det sex han havde lyst til og han kunne til en hver tid få alt den sex han havde lyst til.

Sultanen prøvede nu at anskaffe sig flere konkubiner for at have sex med dem, men efter nogle gange med dem begyndte sultanen igen at kede sig. Så sultanen måtte igen anskaffe sig flere konkubiner for at stille hans enorme appetit på sex.

Sultanen gik nu til nogle af hans mange døtre som nu var blevet kønsmodne, han kunne ikke huske med hvem han havde fået disse døtre med og det var også lige meget for sultanen.

Sultanen gjorde nu en del af disse døtre til konkubiner og når han igen begyndte at kede sig, gjorde han flere af sine døtre til konkubiner. Sultanen får nok aldrig stillet sin sult nok efter sex og kærlighed, så sultanen skaffede sig nye konkubiner til den dag han dødede.

Den gamle vise mand på bjergets top, havde holdt et godt øje til hvad følgerne af for let adgang kærlighed og sex kan føre til. Den gamle vise mand kunne se at der ikke var nogen ende på sultanen begær efter det kødelige. Den gamle vise mand vidste man ikke skulle vige sit liv til kun kærligheden og begæret efter seksuelt ekstase, han vidste, at hvis et menneske fik for meget af det ville det føre til fordærv og misbrug af den rene og ægte kærlighed. Den gamle vise mand havde også hele tiden haft sine øjne rettet forneden af bjerget.

 Jacob var aldrig blevet gift. Jacob har aldrig kysset en kvinde. Jacob har aldrig været i seng med en kvinde. Jacob har altid arbejdet på sine fine stole.

Jacob har i mange år drømt om at være sammen med en kvinde, at kærtegne hende, at kysse hende og dyrke elskov med hende.

Jacob var ensom og savnede en kvinde så inderligt, måske bare at holde om. Jacob onanerede næsten hver nat og havde gjort sådan i mange år. Han forstillede for sig alle mulige kvinde som han kunne stikke sit lem ind i. Hvordan han ville bolle med dem, tage dem bagfra, lade dem ride oven på ham, at han lå sig oven på dem stak sit lem ud og ind i dem, simpelthen alle mulige stillinger.

Han havde tit, imens han havde været ved at lægge sig til at sove, forestillede sig og fantaserede om, hvordan hans kvinde ville se ud hvis han havde en. Hvordan hun ville være som person, hvordan hun talte og hvordan hendes duft ville være.

Han forestillede sig hvad for noget tøj hun havde på. Hvor mange gange havde Jacob ikke kigget på kvinderne i byen, kigget på deres ben, deres numse, deres barm, deres skønne øjne ønsket at han kunne ligge ved siden af dem bare i en nat.

Jacob havde ikke råd til at have en kone og ingen ville gifte sig med Jacob fordi han ingen værdi havde. En kone er dyr at have gående og Jacob kunne knap nok forsøge sig selv. Jacob havde heller ikke råd til at gå på horehus. Desuden ville Jacob heller ikke finde kærlighed der.

Jacob havde engang været tæt på at være sammen med en kvinde, hans eneste og største kærlighed Maria, han var så tæt på at kysse hende dengang han endnu var en knægt. Men hendes far kom ind i samme øjeblik og pryglede ham næsten til døde og kaldte ham en fattig horeunge og at han var langt fra værdig nok til hans datter.

Jacob havde ikke turde gøre kur til en kvinde siden dengang, desuden var han blevet for gammel til det nu, havde han tænkt så mange gange.

Jacob havde altid hadet og misundt folk som sultanen, og havde tit tænkt på hvad han ville gøre hvis han var sultan i stedet for sultanen.

Han ville elske alle disse konkubiner med hud og hår, han ville bolle dem dag og nat, han havde jo et helt seksuelt liv han skulle indhente. Jacob forbliver nok alene til den dag han engang skal dø.

Den gamle vise mand havde set hvordan Jacob havde levet et liv uden kærlighed og intimitet og set at det havde gjort Jacob syg. Den gamle vise mand vidste, at et liv i tvunget cølibat ville føre til stor menneskelig lidelse. Den gamle vise mand vidste, at ingen mennesker burde leve et liv som Jacob.

 Sultanen var blevet opdraget til helt fra barnsben at når han blev sultan, var det ham der bestemte over riget og alle des indbyggere.

Sultanen havde forestillet sig i mange hvad han ville bestemme sig for, at der skulle ske med hans rige når han engang blev sultan.

Nu var sultanen endelig blevet sultan og havde den fuldstændige og ubestridelige magt. Hans første dekret var at alle kvinderne i hele landet ikke måtte lade sig skille fra deres mænd og hvis det blev bevist, at en kvinde var sin mand utro måtte hendes mand dræbe hende.

Det næste sultanen beslutte sig for, at gøre efter han havde fået bygget sig et mægtig palads, var at forsøge at ekspandere sit rige. Sultanen erklærerede nabolandet for krig og sendte tusinder af soldater i blodig offensiv mod landet. Mange af hans soldater døde i krigen, men endnu flere soldater døde af fjendens og da sultanen nu havde erobret nabolandet helt, erklærede han, at alle de gamle loyale støtter af den gamle konge skulle henrettes i offentligt skue. Sultanen lod nu sine soldater og andre landsmænd udplyndre landet for alle des rigdomme og under dette plyndringstogt måtte endnu flere mennesker lade livet. Sultan var nu glad, for han havde jo fået forstørret sig rige.

Men hans rige måtte blive endnu større end det var nu, så sultanen sendte nu sine soldater mod et andet naboland. Men denne gang vendte krigslykke sig og flere tusinder af sultanens soldater blev dræbt og de sidste overgav sig og vendte hjem til sultanens varme velkomst. Soldaterne blev henrettet for at have vanæret sultanen. Sultanen måtte skaffe sig en ny hær og flere og bedre våben, så sultanen forhøjede skatterne i landet for at få råd til dette. Efter nogle år havde sultanen skaffet sig en ny superhær og knuste helt uden nåde sin fjendens hær og beordre sine soldater om, at dræbe alle mennesker i den by hvor kongen boede.

Nogle gange af rent kedsomhed og lysten til at få sin vilje eller bare af ren og skær herskersyge gik sultanen i krig mod nyt land. Sultanen forsatte med at føre krig til dag han dødede.

Sultanen hadede mennesker der havde en anden religion end den stats bestemte religion. Sultanen lod alle der havde en anden religion fordrive eller i nogle tilfælde dræbe. Når sultanen blev træt af nogle bestemte folk omkring ham, lod han dem dræbe, tit bare fordi han så de kiggede mistænkelig på ham. Han lod folk tæt på ham dræbe, fordi han mistænkte dem for at lave et komplot imod ham. Sultanen opførte statuer af sig selv over hele landet og fik indført en helligdag i hans navn og erklærede for folket i hans rige, at han var indsat af selveste gud til, at regerer over menneskene.

Sultanen blev nogle gange træt af sine konkubiner og han syntes de kedede ham utroligt, han begærede dem ikke mere og så lod han dem dræbe. Først voldtaget af hans personlige vagter og derefter lod han dem henrette og så anskaffede sultanen bare sig et nyt harem.

Sultanen var mistænkelig over for alle mennesker, han syntes de lugtede, han var bange for at de ville smitte ham med et eller andet. Sultanen beordre alle mennesker der var i nærheden af ham, at de skulle tage et bad inden de kom ham nær især hvis de skulle røre ham. Sultanen var bange for at miste sin magt, og konstant lod han folk omkring ham henrette hvis han følte den mindste mistillid mod dem. Sultanen lå vågen i mange lange nætter, ved tanken om at han en dag ville blive styrtet og at pludselig ikke var sultan mere. Sultanen forblev bange for, at blive styrtet til den dag han døde.

 Den gamle vise mand havde set til med stor vemod, hvad sultanens despotisme havde ført til af stor menneskelig undergang. Den gamle vise mand vidste at intet menneske burde have så meget magt som sultanen havde. Den ville skade alle mennesker der levede under ham der bestemte. Den gamle vise mand vidste, at for meget magt til en mand ville gøre ham syg og paranoid overfor sine medmennesker(undersåtter). Men den gamle vise mand havde også set, hvad et liv uden nogen som helst form for magt havde ført til.

 Jacob havde ingen magt, alle mennesker bestemte over Jacob. Sultanen bestemte over Jacob, byens foged bestemte over Jacob, ja selv Jacobs kunder havde en magt over Jacob, for de var hans levebrød og han var afhængig af dem, (ergo magten over ham).

Men Jacob drømte om magt, Jacob begærede magt. Jacob ønskede han kunne have magten og være sultan.

Hvis Jacob havde magten ville han gøre godt, havde han tit tænkt. Jacob ville skabe lighed og retfærdighed hvis han var sultan. Jacob ville tage fra de rige og give til de fattige hvis han havde magten.

Jacob var magtesløs, tvunget til arbejde under umenneskelige kår bare for at få lidt mad og beholde sit tag over hovedet.

Jacob kunne intet gøre for at få et bedre liv, hvis han stjal lidt penge blev han sat i fængsel eller måske henrettet. Jacob kunne ikke bestemme noget som helst. Det eneste han kunne bestemme over var om han lavede sine stole eller ej. Men valget var nemt, nærmest tvunget, hvis han ikke lave disse stole, ville han ikke tjene nogen penge og dermed dø af sult. Det eneste Jacob kunne i sandhed bestemme over var sin egen krop. Den kunne han bestemme over og han lavede så skemaer over hvornår han måtte tisse, hvornår han sked og hvornår han spiste og hvor meget han måtte spise. Jacob ville gerne være slank og det havde han magten selv til at bestemme. Jacob valgte nogle gange at stikke to finger i halsen for kunne brække mad op, så han kunne undgå at blive for fed. Jacob lavede også skemaer over hvornår han måtte onanere og hvornår han ikke måtte onanere.

Jacob lavede systematiske planer for alt i sit liv, hvor lang tid han måtte bruge på at lave stol, hvor lang tid han måtte høvle, hvor mange gange han måtte slå med hammeren på et søm o.s.v.

Men Jacob drømte om magt, Jacob forestille sig tit hvad han ville give ordre om, hvis han var sultan i stedet for sultanen.

Han ville give et dekret om, at kvinder kun måtte gå i noget bestemt tøj, netop det klæde der vækkede hans begær mest. Et bestemt stykke stof og en bestemte kjole tændte ham mest, den kjole som Maria havde på den dag de skulle til at kysse. Ja alle kvinder måtte bære denne kjole tænkte han.

Jacob afviste kunder engang imellem bare for, at føle at han havde en lille smule magt over sin tilværelse, også selvom han vidste han mistede mange penge på den måde, men det var det værd, bare for en lille smule magts skyld.

Jacob drømte og begærede om magt til den dag hans sørgelige og ubetydelige eksistens ville ophøre.

 Den gamle vise mand, vidste, at alt for mange penge ville gøre mennesker syge og syg efter flere og at et menneske aldrig ville få penge nok.

Den gamle vise mand vidste, at han bare skulle have penge nok til at forkæle sig selv i ny og næ, penge nok til at gøre lidt godt for andre, sine nærmeste. Den gamle vise mand vidste, at hvis han ingen penge havde, ville det gøre ham syg. Den gamle vise mand, vidste at han ikke skulle søge efter rigdom da det vil føre til fordærv. Han skulle bare have penge nok til at gøre noget sjovt man hvad lyst til, tage ud at rejse lidt, købe lidt nyt tøj og god mad en gang imellem.

Den gamle vise mand vidste, at hvis alle folk elskede ham ville han være i tvivl om, hvad der gjorde ham elskværdig. Den gamle vise mand vidste også, at hvis han ikke havde nogle mennesker der elskede ham ville han blive syg. Han vidste han skulle omgå sig med nogle få, der oprigtig holdt af ham og hvad han stod for som person.

Den gamle vise mand søgte ikke kærligheden, men tog imod den hvor han fik den tilbudt og gav igen når han mente den var berettiget.

Den gamle vise mand vidste, at hvis han havde for lidt magt ville han blive fordærvet. Han vidste, at noget magt er godt og for meget magt er skidt. Han vidste, at hvis han bare havde lidt kontrol og magt ville det gøre ham godt, lidt selvbestemmelse var godt, demokratiet var godt og ideelt vidste han.

Han vidste, at hvis han ingen magt havde, ville det gøre ham syg. Den gamle vise mand stræbte efter harmoni, ligevægt, mellemvejen. Den gamle vise mand vidste, at han ikke skulle stræbe efter magt. Den gamle vise mand vidste at alle mennesker søger efter flere penge, mere kærlighed og magt. Men den gamle vise mand vidste, at kun smule af disse ønsker skulle han inkorporere i sit liv. For mange penge =unødvendigt, for lidt penge =elendigt, for meget kærlighed =urealistisk, for lidt kærlighed =umenneskeligt, for meget magt =dårligt, for lidt magt =besværligt.

Den gamle vise mand vidste, at han skulle stræbe efter penge nok, hvis man da er harmonisk nok til, at forstå hvad NOK er. Det samme gjaldt med kærligheden og magten, en smule, hverken for lidt eller for meget, ligevægt og harmoni en mellemvej. Mellemvejen mellem yderlighederne, fra det ene ekstreme til det andet ekstreme. Eksempel ekstremt fattig til ekstrem rig, altså mellemvejen mellem de to og så videre med kærligheden og magten også. Den gamle vise mand vidste hvad ordet NOK betød, fordi han søgte efter harmoni og ligevægt i sit liv. Når du er i harmoni ved du hvad NOK er og hvad for lidt er. Hvis du ikke forestår hvad gamle den vise mand ved, vil du vide det når du rolig, passiv og i hvile med dig selv.

Dette var fortællingen og magten, rigdommen og kærligheden.

Reklamer

Forfatter: Procesfilosoffen

A Philosopher

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s