Da den glade hvide markmus var ude på sin daglige søgen efter føde, mødte den, den sorte markmus.

Den hvide markmus sagde til sorte markmus, ” Hvilken glædelig dag, solen skinder og alle mus er ude, og jeg føler mig ved godt helbred. Jeg føler mig velsignet af, at betræde denne hellige jord under denne guddommelige sol -i dette pragtfulde uendelige univers”.

Så svarede den sorte markmus, ” Du naiv min kære hvide markmus, verden er jo meningsløs, der er jo ikke noget som helst helligt over denne ”.

Den hvide markmus sagde så ” Jeg synes verden er skøn, se denne verden med alt dens mangfoldighed, dens mangesidet arter af liv, blomster og skønhed.

Jeg føler mig ”et” med verden, og et med naturen som er overalt omkring mig, træet, ulven, fuglen og alt andet er jeg i samhørighed med.

Dog er jeg kun en lille del af denne verden, Gud våger over den, og Gud våger over mig, jeg er et med gud. Denne verden er bygget af kræft, en mægtig kræft og jeg er del af denne altomspændende kræft. Verden er der fyldt mening, hvis man slår øjnene op ”.

Så svarede den sorte markmus, ” Jeg kan ikke se meningen, altid frygten om at man kan dø nå som helst, og ikke få sine ønsker opfyldt. Denne verden som ingen ved hvor kommer fra, denne verden fyldt af ødelæggelser og død, sygdom og andre lidelser.

Næh, denne verden er komplet uden mening og skønhed, en verden hvor hvert individ, er helt alene med sig selv og sine tanker, på evigt jagt efter, at danne et bånd med en anden, som kan forstå ens tanker og følelser, en som kan føle sig et med. Men det forholder sig jo bare ikke sådan alligevel. Du er altid alene, kun dig, deler dit sind. Og en dag skal man dø, og det kan ske når som helst, og for hvem som helst uanset om man er god eller ond.

I denne verden er der overhovedet intet bevis for hvad der er rigtigt og forkert, godt eller ondt, næh, det afhænger alt sammen om øjnene der beskuer, og det er for mig komplet uden mening. Jeg ønsker bare at dø, at få det overstået med en fart, uden at trække pinen længere ud til den obligatoriske udslukkelse ”.

Den hvide markmus sagde nu med samme smil, ”  Jamen, hvis man bevare et positivt sind, og velsigner sin tilværelse og behandler andre som man selv gerne vil behandles, hvis man var i deres situation. Der er for mig ingen grænser for, hvad man kan opnå her i livet og man må tage det sure med de søde og bevare sit personlige engagement og sine bestræbelser efter sine mål, og du vil nå dem.

Livet er der dejligt mystisk og fyldt af en mangfoldighed af spændende oplevelser på godt og ondt. Bevar troen og du skal finde.

Ikke så langt fra sad den grå markmus og den havde lyttet koncentreret efter samtalen mellem den hvide og den sorte markmus. Og den grå markmus spurgte så sig selv……..Hvem af dem havde så ret ?, eller havde ingen af dem ret?.

Dette er historien om de samtaler markmus altid har haft, i al den tid de har været på jorden.