Den tyske filosof Friedrich Nietzsche levede fra 1844 til år 1900. Nietzsche regnes for en af fædrene til eksistentialismen. Eksistentialisme er kort fortalt: En filosofi som tager udgangspunkt i det enkelte individs forhold til verden og dets plads i det.
Undertiden kaldes Nietzsche også for en nihilist fordi han ikke mente, at der fandtes fastsatte universale og almengyldige sandheder/- eller værdier.
Nietzsche mente, at vi faktisk lever i en værdineutral verden. –De ældgamle kristne værdier har vist sig ikke at være sande da Gud ikke eksisterer.
For Gud er død. Dette proklamerede Nietzsche, og da Gud er død, så er værdier og moralske principper knyttet til begrebet Gud ligeledes også døde og borte. Værdier og konventioner for opførsel og måder at gebærde sig på i livet, det foreligger ikke bare som en objektiv sandhed.
Mennesket er efterladt til sig selv med at skabe værdier og konventioner op fra bunden. Værdier skal påbegyndes på ny om og om igen.
Nietzsche mente, at sandheder og værdier er flydende entiteter der ikke kan fastsættes en gang for alle. Heri er procesfilosofien egentlig enig, at sandheder og værdier bedst kan beskrives som værende processuelle i deres væren/natur.
Sandheder er flydende og kan ændre sig løbende. Selv videnskabelige hypoteser kan også ændre karakter/ beskrivelse og det gør de faktisk løbende. Viden udvikler sig og forandrer sig. Vi ved f.eks. mere om gener, end vi gjorde i 1960erne. Kopernikus og Galileo Galilei oplyste engang verden om det heliocentriske verdensbillede, det at solen var universets centrum.
I Kopernikus og Galileis tid var et geocentrisk kosmologisk billede det fremherskende, altså det at Jorden var universets centrum. I dag ved vi, at hverken det geocentriske eller heliocentriske verdensbillede er korrekt. Solen og Jorden tilhører et solsystem, og vores solsystem er en del af mælkevejen, som bare er en galakse, ud af utallige galakser i universet.
Denne viden og erkendelse om universet er sket gennem et langt processuelt erkendelsesforløb. Vores viden om universet har gennemgået en proces, hvor vores viden har forandret sig undervejs i processen, fra det geocentriske til det heliocentriske og til den nuværende viden om universet. På den måde er sandheder ikke fastlagt en gang for alle, ligesom Nietzsche anskuede det.
Nietzsche havde ideen om et overmenneske – en slags supermand som formår at leve hinsides godt og ondt. Overmennesket danner selv sine egne værdier og sandheder hen ad vejen (ad hoc)… processuelt.
Nietzsche havde en fabel om åndens 3 skikkelser som henholdvis en kamel, en løve og et barn.
Kamelen er symbolet på en passiv drøvtygger der bare laller gennem livet passivt med en stor byrde på skuldrene. Kamelen lider under byrden, men den har accepteret denne byrde som dens lod i livet. For Nietzsche er kamelen et billede på den svage ånd, som passivt accepterer sin skæbne og som tror på en sandhed derude, som til sidst skal frelse den.
Løven er fabelens anden skikkelse. Løven kæmper mod drager i denne fabel. Dragerne i fablen er symbolik for autoriteter der proklamerer sig at kende sandheden f.eks. præster, videnskabsmænd eller de moderne medier som vil overbevise os om statiske værdier, sandheder og holdninger. Løven har indset, at der ikke findes nogen sandheder, og den bekæmper alle der påstår at være i besiddelsen af den og som vil pådutte andre den. F.eks. Platon, som Nietzsche specielt går imod, da han mente, at Platon var den første i oldtiden, som forsøgte at fastsætte statiske sandhedsvædier.
Åndens tredje skikkelse i fabelen, det er barnet. – Barnet er faktisk Nietzsches overmenneske, som kan se alt ting på ny og opdage virkeligheden autentisk. Barnet leger med livet og skaber det skridt for skridt. Barnet er symbolet for et overmenneske, som skaber sig selv og sine egne værdier. Barnet har fra starten af ingen forudfattede meninger og værdier. – Det er sådan overmennesket skaber sig selv ifølge Nietzsche.
Vi skal sige ja til livet og selv skabe vores egne værdier. Det du ikke dør af, det gør dig stærkere skrev Nietzsche.
Procesfilosofien mener også, at vi ikke kan se på verden fastfrosset. Men, at du må være åben og villig til se på livet på en anden måde, at kunne ændre dine holdninger og værdier på ny.
Vi kan ikke erkende sandheder og ting, som om de var museumsgenstande i et museum. Ting er ikke ting og sandheder er ikke fastfrosne, men de er processer, og disse befinder sig i en tilstand af omskiftelighed/-foranderlighed.
Den menneskelige erkendelsesproces er ikke slut endnu ifølge procesfilosofien, så hvad vil fremtiden bringe af nye erkendelser? Spændende bliver det!
Procesfilosofien er efter min mening et opråb om, at være mindre rigid i sine forskellige filosofiske problemstillinger også i værdidebat.
PROCESFILOSOFI.DK 