Hannah Arendt (1906-1975) var en tyskfødt jødisk filosof og hun er verdenskendt for at sine filosofiske betragtninger over nazisternes rædselsregime. Arendt er også kendt for at være den store tyske filosof Heideggers elev og elskerinde. Heidegger meldte sig ind i nazistpartiet og dette er blevet en skamplet på hans eftermæle som en stor filosof (Og det var han).

Hannah Arendt betegnede ikke sig selv som en filosof, men omtalte sig selv som en politisk teoretiker.

Hannah Arendt beskæftigede sig meget med ondskabens natur, hvordan den kommer til syne i verdenen og hvorledes den opstår i det almindelige menneske?

Hannah Arendt var til stede ved nazisten og SS-officeren Adolf Eichmanns retsag i Jerusalem. Herr Eichmann regnes almindeligvis for at være den hovedansvarlige for jødedeportationerne til Auschwitz og fra 1941. Eichmann bar et stort ansvar for jødeudryddelsen i Europa.

Hannah Arendt bed mærke i, at Eichmann ved retssagen ikke virkede så frygtindgydende eller ond som man kunne forvente sig. Han var heller ikke i det hele taget særligt optaget af sine handlinger fra under krigen og havde det i det hele taget svært ved bare at huske flere vigtige begivenheder. Eichmann forekom for Arendt ikke som et dæmonisk monster.

Eichmann fremstod derimod som  en kedelig og almindelig person. Eichmann var egentlig bare en normal, kedelig bureaukratisk kontornusser.

Ifølge Arendt var Eichmann heller ikke specielt fjendtlig over for jøder, han var angiveligt en beundrer af zionismen og grundlæggelsen af staten Israel. Ren filosofisk mente Eichmann selv, at han levede efter den store filosof Immanuel Kants moraletik og anså sig selv som en god pligtopfyldende mand. (Der trofast opfyldte sin pligt med hensyn til jødedeportationerne).

Arendt er kendt for frasen ’ondskabens banalitet’. Kort fortalt: Eichmann begik altså ikke sine forbrydelser ud fra iboende dæmonisk/Psykopatisk ondskab, men ud fra en bureaukratisk ansvarsfralæggelse og opfyldelse af sine pligter som statsansat.
Eichmanns ondskab var almindelig og med ondskabens banalitet mente Arendt, at nazisterne var i stand til ”onde handlinger” fordi de var underlagt et moralsk kollaps. – Dette moralske kollaps opstår når det almindelige menneske suspenderer sin egen eftertænksomhed.

Mangel på tænkning og det at tænke konsekvenserne til ende, det førte til jødeudryddelsen.
Ifølge Arendt har det moralske menneske en indre dialog med sig selv. En såkaldt indre konversation med sig selv, en moralsk diskussion.
Mennesket i et totalitært regime som nazisternes fører til det moralske kollaps, hvori almindelige borgere som eksempelvis Eichmann suspenderede sin indre moralske dialog.

Hannah modtog stærk kritik for at være en slags nazisympatisør og at bortforklare nazisternes ”onde gerninger”. Kritikken er stærk overdrevet og har ikke rigtig noget på sig.

Arendt fremkom med en unik filosofisk betragtning om ondskab. Nemlig at ondskaben ikke blot opstår hos få dæmoniske onde personer, men er ret almindeligt i det totalitære samfund og under visse omstændigheder der fremskynder en suspendering af den enkeltes persons indre moralske dialog.

Når mennesket ikke vælger at tænke tingene overordentlig igennem for at blive klogere på om ens handlinger er moralsk forsvarligt, da opstår det moralske kollaps og man bare gør som der bliver sagt eller handler efter forgodtbefindende.

En videre betragtning man kan drage ind i diskussionen om nazisternes `onde handlinger´ er jo også, at mange af de såkaldte onde handlinger blev til under tvang. De jøder som ryddede op i gaskamrene hvor deres egne blev gasset, de risikerede selv at blive dræbt hvis de ikke gjorde det. – Ligeledes parerede tyske soldater ordre ellers blev de skudt som desertører. (Så man handler også af frygt for døden).

En stor del af tyskerne var blevet radikalt hjernevasket at nazistisk propaganda helt fra barnsben. Tænk bare på Hitler Jugends børnesoldater der var blandt de sidste der kæmpede mod de allierede magter i Berlin.
Hannah Arendts vigtigste pointe synes jeg, er hendes ide om, at ondskab er meget banalt og almindeligt og det er skræmmende at almindelige mennesker er i stand til at gøre modbydelige handlinger.

En anden vigtig pointe for Arendt er, at vi kan forhindre denne ondskab med dialog, undersøgelse, forståelse og konservation. En sokratisk filosofisk moralsk dialog med hinanden og med os selv. Vi skal tænke selv og vi skal aldrig suspendere den indre dialog ellers vil ondskaben opstå på ny.

Hannah Arendt modtog i 1975 Sonningprisen her i København hvor jeg skriver dette blogindlæg. Hun søgte, netop også at forsone menneskeheden med den radikale ondskab som herskede under anden verdenskrig og gøre den mere forståelig.
Nyere forskning har vist, at Eichmann ikke blot var en anonym administrator, men at han faktisk var en indædt antisemit – radikalt modsat Arendts fremstilling af ham som venligtsindet over for jøderne.

Eichmann løj og var muligvis mere bevidst om sine handlinger og havde en psykopatisk personlighed? Men dette rører jo ikke på Hannah Arendts filosofiske betragtninger over ondskabens natur. Nemlig, at andre højt placeret eller blot i nøglepositioner i nazist regimet; var underlagt den banale ondskab og suspenderede eftertænksomheden i at udfører ordre fra deres øverstbefalende.

Hannah Arendt er i 2012 gået til filmen. Gør dig selv den tjeneste at se den tyske-amerikanske film Hannah Arendt instrueret af Margarethe von Trotta. I filmen spilles Hannah Arendt af Barbara Sukowa. Filmen er rigtig god og giver et godt indtryk af Hannah Arendt og hendes filosofi.