PROCESFILOSOFI.DK

Fight Club og Filosofien bag

Skriv en kommentar

Jeg vil som noget nyt her på procesfilosofi.dk begynde at anmelde film hvis indhold er filosofisk. Jeg vil i en serie af blogindlæg anmelde forskellige slags film, som jeg synes har et filosofisk islæt eller som man kan udlede en filosofisk pointe ud af.

Den første jeg vil tage fat på er Fight Club fra 1999 med Brad Pitt og Edward Norton i hovedrollerne. Filmen er skudt af David Fincher som også har lavet f.eks. The Social Network (2010), Seven (1995) og Alien3 (1992). Fight Club hører til blandt de ypperste af filosofiske film og er en relativ genial film efter min mening. (SPOILERS – jeg afslører en god portion af plottet i denne film, netop for at trække den filosofiske pointe frem. Så hvis du ikke vil have afsløret en god portion af handlingen skal du ikke læse videre)

Først og fremmest er det også måden Fight Club er filmet på, som gør den exceptionel og den udfordrer sit publikum. De fleste mennesker ligger ikke mærke til det første gang de ser filmen, men i starten af filmen kommer der af og til ultrakorte blink og man ser Brad Pitts figur i et mikrosekund(I et hurtigt blink). Det er nemlig Hr. Nortons figur der ser Brad Pitts ’figur’ Tyler Durden der på en måde varsler hans kommen (Altså Tyler Durdens tilblivelse). – Det viser sig, at Nortons figur i filmen – en vis ’unavngiven mand’ er Skizofren og langsomt gennem filmen bliver mere og mere til personligheden Tyler Durden.

På overfladen kan filmen tolkes som et portræt af en mand, som ubevist udvikler sig et alter ego for at ’cope’ med livets trivielle og kedsommelige vilkår. Undervejs i filmen bliver vi udsat for sort humoristisk samfundssatire, som også stiller spørgsmål ved både døden, livet, sygdom, personlighed, samfund og idoldyrkelse m.v.

Men hvis man dykker et spadestik dybere, så viderebringer filmen en filosofisk livsanskuelse, som er ret interessant og som provokerer vores nutidig moderne levemåde (Og vores forhold til det perfekte liv).

Her er den så – mit filosofiske bud på hvad Fight Club ’egentligt handler om’ –  Altså med et filosofisk blik!

Fight Club er ikke blot en samfundssatire af bedste skuffe, men et stykke eksistentialistisk filmkunst. Hovedpersonen i Fight Club – den ’unavngivne mand’, ham følger vi i hans udviklingsrejse til at blive Tyler Durden. Den unavngivne mand befinder sig i en eksistentiel krise og vi møder ham hvor han lider af søvnproblemer. Han har et job hvor det handler om økonomi og ikke om mennesker. Hans hobby er at skabe det perfekte hjem med Ikea designer møbler. Han håber på at hans hjem kan give ham en meningsfuld identitet´og fortælle ham hvem han er.

Altså Fight Club er et opråb til at leve autentisk; som de fleste eksistentialistiske filosoffer også proklamerede i sin tid F.eks. Heidegger, Sartre, men til dels også Nietzsche og Kierkegaard.

Den franske filosof Derrida – er manden bag Dekonstruktionsbegrebet og i Fight Club filmen, der nedbrydes (dekonstrueres) undervejs i filmen alle vores forestiller om skønhed, perfektion, kærlighed, sex, arbejde, økonomi, selvudvikling. – for så at skabe nye værdier for mennesket. Ligesom Nietzsche også mente, at vi skal forkaste og anerkende at vores værdier er tomme begreber og skabe vores egne nye værdier på ny. (Eksempelvis se kortfilm om Nietzsche her: http://www.youtube.com/watch?v=EF6W1XJWpqs

Hovedpersonen i Fight Club møder altså Tyler Durden (Eller forestiller han sig det bare?), som så viser ham at det ikke handler om penge, Ikeamøbler og det perfekte. Alle disse forestillinger bliver dekonstrueret på derridansk vis i filmen, og vendt helt på hovedet. Det handler ifølge Tyler Durden om det helt modsatte. Du skal ikke søge det perfekte, men det uperfekte fordi det er nemlig det, som er det autentiske. Derfor opretter de Fight Club sammen, hvor de søger gennem primitiv slåskamp mano a mano at dekonstruerer sig selv.

Tyler Durden siger på et tidspunkt i filmen ”We are all brought up thinking we will become movie stars and rockstars….. but we are not… and we are slowly learning that fact and we  are very pissed off”. (Jeg synes effekten af dette citat forstørres af at det egentlig bliver sagt af en filmstjerne)

Tyler Durden mener, at stræben efter drømmeidealer skaber eksistentiel krise og vrede og Tyler Durden søger det modsatte, fordi han har erfaret, at det perfekte alligevel ikke eksisterer. Det perfekte er desuden uinteressant fordi alt hvad der er skønt alligevel nedbrydes. Tyler Durden siger i filmen eksempelvis: ”Hey even the Mona Lisa is falling apart”.

For Tyler Durden handler det om, at nå det han kalder bunden. Dette kan ikke gøres på blot et weekend seminar (Tag den selvhjælps guruer som ophøjer det skønne), men du må nedbryde og dekonstruere alle dine illusioner om skønhed og perfektion m.m.

Fight-Club-Soap

Der er så det twist i slutningen af filmen (Endnu en SPOILER ALARM). Efter at hovedpersonen har fundet ud af, at han faktisk selv er denne Tyler Durden, som nu har skabt sig en hær af følgere, som nu vil sætte hele verden tilbage til nulpunktet (Dvs. sætte verden tilbage til urtilstanden), fordi Tyler Durdens hær vil springe alle kreditfirmaer i luften samtidig, så på den måde at sætte ALLE mennesker gældsfrie og essentielt nedbryde alle verdens kredit-økonomier samtidig.

Men hovedpersonens projekt er nu pludselig at forhindre dette, og samtidig er det gået op for ham, at han elsker en kvinde som han har afskyet gennem hele filmen. Men kvinden Marla Singer har haft et seksuelt forhold til Tyler Durden som vores hovedperson ikke selv var i stand til, da han væmmes ved hende.

Så hvad er filmens filosofiske budskab så til sidst? Har Tyler Durden fat i den lange ende? Eller lever vi autentisk ved at finde kærlighed i nogen/noget som vi afskyer til at starte med? Nogen som ikke er perfekt billede på den perfekte?

Disse spørgsmål bliver egentlig kastet videre til filmens publikum (os), som selv må fortolke videre. Var hovedpersonen blot en skizofren galning? Eller skaber denne stræben efter perfektion nemlig en splittelse af et autentisk jeg, som man kan finde ved ikke at fokusere på det skønne og perfekte. Men i stedet at fokusere på det autentiske uperfekte…det umiddelbare.

Husk at du ikke kan opnå nulpunktet på en weekend, men du må nedbryde alle dine forestillinger helt og give helt slip. Se scenen med bilen, hvor de slipper rettet og køre galt og hvorefter Tyler Durden proklamere at de lige havde haft en nærlivs oplevelse modsat en nærdøds oplevelse.

Fight Club provokerer videre og den har mange, mange lag. Jeg vil lade min anmeldelse stoppe her. Se eller gense den igen er mit råd. Jeg vender tilbage med nye bud på filosofisk film og giver mit input til, hvad der egentlig foregår!

Videoen her viser filosofiens forhold til Hollywoodfilm som Fight Club. Filmen er lavet af Procesfilosoffen

Reklamer

Forfatter: Procesfilosoffen

A Philosopher

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s