I filosofien skelner man fra og med det 20 århundrede i mellem to filosofiske retninger: En analytisk retning og en kontinental retning.

Analytisk filosofi har fra starten af det 20 århundrede for det meste været en engelsk og amerikansk filosofi også kaldet angelsaksisk filosofi. Men i Danmark og andre lande praktiseres også analytisk filosofi den dag i dag. Den analytiske filosofi blev som så mange andre retninger i filosofien ikke grundlagt af nogen enkelt person. Men man kan sige at den opstår på baggrund af filosofiske tanker fra f.eks. Ludwig Wittgenstein, Gottlob Frege og Bertrand Russell. Disse såkaldte analytiske filosoffer grundlægger den moderne logik.

Analytisk filosofi kan forklares på denne måde, at det er en analyse af sproget og sprogets filosofi. De var primært interesseret i videnskabsteori. De var i mod spekulativ filosofi – det vil sige systemopbygning. De interesserer sig for kendsgerninger og undgår det abstrakte og spekulative. Men analytisk filosofis interessefelt er bredt og det tæller både etisk filosofi og selvfølgelig erkendelsesteori. Erkendelsesteori vil sige spørgsmål om viden generelt, f.eks. Hvad vil det sige at forstå noget? Hvad mener vi ved at forstå? Kan vi overhovedet forstå noget? Findes der sandheder? Er det rigtige sandheder? Morale og etik vil sige moralske spørgsmål, så som f.eks. hvad vi bør eller ikke bør gøre? Hvad er rigtig og forkert i moralske sammenhæng, f.eks. er det virkeligt forkert af slå ihjel? Kan man lave universelle moralske love, der gælder for alle?

Den kontinentale filosofi udvikles sideløbende med den analytiske filosofi og som navnet foreslår hører den til på fastlandet – det europæiske kontinent. Det var især tysk og fransk filosofi. Men senere hen også italiensk og andre lande på kontinentet.

Kontinental filosofi adskiller sig fra den analytiske filosofi fordi kontinentale filosoffer mener, at filosofien er indlejret i en menneskelig interessesammenhæng og sker på baggrund af ideologiske og sociale sammenhænge. De opgav at finde en analytisk sandhed og var mere interesseret i en filosofisk ides politiske og menneskelige konsekvenser. Kendte kontinentale filosoffer fra det 20 århundrede var f.eks. den tyske Martin Heidegger og franske Jean-Paul Sartre. Mere nutidige er f.eks. Michel Foucault og Jacques Derrida begge franske. Der er også Jürgen Habermas fra tyskland. Mange nutidige kendte kontinentale filosoffer fungerer også som sociologer. – Da menneskets virke i et samfund er central for den filosofiske retning.

Oftest er der et skarpt skel mellem analytisk og kontinental filosofi, men med tiden er retningerne begyndt at nærme sig hinanden. Procesfilosofien er kendt for at krydse begge retninger og tankestrømninger. (Se indlæg om procesfilosofien for info om procestankegangen). I dag findes den kontinentale filosofi også i England og U.S.A.

Analytisk filosofi er karakteriseret ved en vægt på klarhed og argumenter, som ofte opnås via den moderne formelle logik og en analyse af sproget, samt en respekt for det naturvidenskabelige. Analytisk filosofi, i sin nutidige tilstand er normalt defineret ved en bestemt stil, den kendetegnes ved en præcision og grundighed omkring et smalt emne. F.eks. hvad er rødhed, hvad vil det sige at have egenskaben rødhed? I analytisk filosofi er der en modstand mod upræcise emner eller drøftelser af brede emner.

Kontinental filosofi er for det første det, at kontinentale filosoffer generelt afviser det videnskabelige, altså den opfattelse, at naturvidenskab er den eneste eller mest præcise måde at forstå forskellige filosofiske problemstillinger. Kontinentale filosoffer vil hævde, at videnskabelige metoder er utilstrækkelige til at forstå betingelserne for en forståelse af verden.

Hvor analytisk filosofi har tendens til at behandle filosofi i form af forskellige problemer, der kan analyseres uafhængig af deres historiske oprindelse. – Så mener den kontinentale filosofi typisk, at filosofiske argumenter ikke kan adskilles fra tekstlige og kontekstuelle betingelser for deres historiske oprindelse.

Men det er svært helt præcis at definere hvad analytisk filosofi er og hvad kontinental filosofi er. Men her er nogle eksempler på de forskellige indgangsvinkler til filosofi.

Bertrand Russell 1872 – 1970 en af den analytiske filosofis grundlæggere. Han mente, at filosoffens opgave er, at finde et logisk ideal sprog – et sprog, som vil udstille den sande natur om verden på en sådan måde, at vi ikke vil blive vildledt af en utilsigtet overfladestruktur som vores naturlige dagligdags sprog. Det store spørgsmål for Russell – Kan mennesker vide noget? Og i så fald hvad? Hvordan opnår vi denne viden? Disse spørgsmål er virkeligt de mest væsentlige af alle filosofiske spørgsmål. Russell mente at det logiske sprog er vigtigt i den moderne filosofiske analyse. I logikken stilles filosofiske argumenter op på en formel. Formel logik er ikke nem at forklare og kræver en vis kendskab til det. Jeg vil ikke påstå at jeg er den store logikker og vil ikke forsøge at kaste mig ud i at forklare det nærmere.

Men Russell og logikken fungerer som et mod-eksempel på den kontinentale filosofi. Et eksempel på en af den kontinentale filosofis fædre er Martin Heidegger.

Heidegger afviste logikken og den moderne videnskab og han mente, at filosofi og videnskab er blevet til et system der varetager tanken. Filosofien må ifølge Heidegger tilbage til sine rødder før Platon, den må til sagen selv, til tænkningen selv. Filosofien er bedre, hvis den forbliver uberørt og er mere i sin enkelthed.

Heidegger mente, at videnskabens sprog var et overfladisk skøn – hvis vi spørger videnskaben hvad er en mælkebøtte? Så kan videnskaben svare eksempelvis = ATTGG….(Altså mælkebøttens DNA sekvens). Men er dette så mælkebøttens væsen stillet op på en formel? Dette kaldte Heidegger for teknik og menneskets forsøg på at være herre over teknikken – Altså det handler åbenbart for mennesket og (filosofferne) om at blive teknikkens herre, at beherske teknikken som et middel. Et eksempel på det kunne være videnskabens forsøg på en ultimativ kontrol over verden, dette er endemålet når det kommer til stykket. Men for Heidegger handler det om at mennesket har glemt værens spørgsmålet. Vi lider af en værensglemsel – vi har gjort væren om til begreber (teknik) Vi mangler en åbenhed for værensspørgsmålet. Væren vil sige mennesket og livet. Det er kun mennesket der kan stille værens spørgsmålet. Mennesket er som kastet ind i verden. Mennesket er Væren-i-verden.

Mennesket ifølge Heidegger har en frygt for at miste kontrollen, kontrollen over sig selv, over verden. Det er frygten for at miste grebet om sin omgivne verden, at teknikken (videnskaben) er opstået. Det er næsten som en angst neurose for at miste grebet om verden. Filosofien og videnskaben har forsøgt at have kontrollen over denne angst, gennem et system = Teknik.  Filosofi har en slags angst neurose i forhold til manglende kontrol, man ønsker febrilsk at kontrollerer verden og sandheden/meningen.

Heidegger mente, at faren består i at mennesket og sandheden i sig selv bliver teknisk. Nå vi kigger i spejlet ser vi ikke mere os selv sagde Heidegger. Vi ser det tekniske overflade skøn. Det tekniske blev sat i gang og når noget først er sat i værk, bliver det automatisk uden for kontrol. Mennesket møder altså ikke mere sig selv, dets væsen. Da den tekniske afdækning af sandheden er teknisk, ligger vi som mennesker selv under for det tekniske. Ifølge Heidegger møder mennesket ikke mere sig selv, det møder en teknisk konstruktion af sig selv, en konstruktion der er stykket op af den herskende tanke siden Platon – nemlig den tekniske.

For Heidegger mister mennesket sin sande væren, sit sande væsen og i stedet bliver en konstrueret repræsentation af sig selv. F.eks. forklaret med nutidens briller, vi mister os selv gennem – Self Management – Det tekniske = Strategisk organiserings teknik, selvudvikling kursus (selv tekniske) kurser osv. Selv automatik.

Hvis man tænker på hvor teknisk vores samfund er omkring os, og hvorledes vi er afhængige af det, Internettet, facebook, e-mails, mobiltelefoner, biler og maskiner og atter flere maskiner omkring os. Nogle siger ligefrem at man med tiden ikke har en plads i samfundet hvis man ikke er opkoblet til Internettet, har en mobiltelefon, er på facebook osv.

Men det er ikke kun det fysiske omkring os der bliver mere og mere teknisk, Heideggers kritik er også den måde vi tænker på, som bliver mere og mere teknisk. Hvis vi tænker på alt dette livsstils kulturræs, hvordan man skal bo, klæde sig og opfører sig, det er ved at blive en teknik i sig selv, en self – management kultur og den rette livsførelse. Vi tror vi er individer, som dyrker vores jeg, men vi møder ikke mere vores sande væsen, ville Heidegger sikkert mene hvis han levede i dag.

Så på denne måde er Russell og Heideggers udgangspunkt for filosofi radikalt anderledes. Russell søgte et formaliseret sprog – Heidegger ville sætte sproget fri fra det tekniske formelle.

Ifølge Heidegger forandre mennesker sig hele tiden, vi er ikke statiske, vi ER historie. Mennesket er væren i verden. Mennesket handler og tænker efter befindtlighed = Altså man ser alt ud fra stemningen/ og tilstanden man befinder sig i. Stemningen er aldrig den samme – man kan næsten være fristet til at kalde det noget processuelt, så jeg mener der en bro mellem procesfilosofi og en del af Heideggers tankegang. (Se de forskellige blog indlæg om procesfilosofi her på min blog).

Det store spørgsmål i dag er også om vi har brug for filosofi? Eller kan vi nøjes med videnskaben? Har filosofi stadig en rolle at spille?

Jeg mener selvfølgelig, at filosofien stadig er vigtig hvis man ønsker at forstå verden og livet. Videnskaben forklarer verden, men en forklaring er ikke det samme som en forståelse efter min mening. Selvom vi har fået forklaret en del gennem videnskaben har vi så forstået hvorfor det er sådan?

Man snakker også om en social konstruktivisme der også kendetegner det at praktisere videnskab. Social konstruktivisme har det som en grundtanke, at der ikke findes nogen uformidlet adgang til at erkende virkeligheden, men at vi mennesker aktivt skaber vores viden om verden og om hinanden. Alt er formidlet via konstruktioner eller redskaber, og er fortolkning eller rummer elementer af fortolkning. Social konstruktivisme – Til tider også kaldet social konstruktionisme handler om, at det vi kalder ‘virkeligheden’, ‘sandt’ og ‘rigtigt’ er formet og fortolket af mennesket i og med vores deltagelse i sociale sammenhænge. Virkeligheden er med andre ord konstrueret.

Ifølge social konstruktionisme er identitet derfor hverken noget, man er født med eller noget, man bare har. Det er snarere et individuelt projekt, der altid er under udvikling og som ofte rummer modsætningsfulde oplevelser og handlemønstre.

Kigger vi f.eks. på det, vi kan kalde den medicinske videnskab, handler den ikke kun om, at nogen vi kalder læger ligger inde med en masse viden om medicin og sygdom. Den handler også om en samlet pakke af betydninger, der er med til at forklare, hvordan en del af vores virkelighed hænger sammen og hvordan vi skal opføre os, når vi befinder os i den. Når vi sidder i venteværelset på skadestuen, ved vi jo godt, at vi nu ikke længere er skoleelev eller en politibetjent for nu er vi en patient. Vi ved også, at det forventes af patienter at vi skal opføre os på særlige måder. Vi forventes at vente på sygeplejersken, som igen må vente på lægen. Lægens vurdering af, hvad vi fejler og bør gøre – er noget som både vi og sygeplejersken retter os efter. Når vi træder ind på hospitalet, træder vi således ind i en særlig betydningsstruktur, der definerer et helt sæt af holdninger og væremåder, en slags særlig kommunikations form. Der findes på et hospital et socialt hierarki om hvem der bestemmer hvad og hvorfor.

I dette blog indlæg har jeg forsøgt at sætte filosofi over for videnskab. Jeg synes debatten er spændende og filosofi kan vise, at intet er som det er ved første øjekast – det skaber en undren og med en undren begynder filosofien.

Læs mere om spændende filosofi i praksis på procesfilosofi.dk