PROCESFILOSOFI.DK

Procesfilosofien og skepticisme

2 kommentarer

Procesfilosofien deler karaktertræk til dels med anden filosofisk position som kaldes for skepticisme. Dette blog indlæg handler om skepticisme, fordi jeg mener at vis grad af skepticisme findes i procesfilosofien.

Skepticisme stammer helt tilbage til det ældgamle Grækenland. Den skeptiske position i den moderne filosofi er en position der påstår, at viden er umulig. Vi kan ikke opnå sikker viden om noget som helst. Alt hvad jeg påstår om mig selv, om verden, om min erkendelse, kan jeg ikke vide noget om med sikkerhed. Viden er umulig, da vi ikke kan opnå en sikker begrundelse for hvorfor vi påstår vi har viden om noget.

Skeptikeren siger, at det eneste han er sikker på, er at han er sikker på, at han ingen ting ved. Sokrates i det gamle Grækenland blev spået, at han var den klogeste i Athen, fordi han vidste at han ingen ting vidste.

Der findes mange forskellige former for skepticisme og den mest ekstreme grad siger at alt viden er umulig, vi har faktisk ikke sikker viden om noget som helst. Hvis jeg spørger f.eks. hvad er sne? Kan man videnskabeligt forklare hvad sne er, men spørger jeg indtil det der bliver svaret, ja så må der argumenteres videre. Fidusen er så, at på et eller andet tidspunkt i argumentationen, så kan man pludselig ikke forklare videre, og man begynder at genbruge tidligere argumenter fordi man ikke kan forklare sig yderligere. Så ifølge skeptikeren har vi faktisk ikke viden. Vi kan pludselig mangle en argumentation eller at vi argumenterer i cirkel slutninger.

Der findes inden for skepticisme noget som man kalder for Agrippas trilemma. Trilemmaet fandtes også helt tilbage i klassisk græsk skepticisme. Agrippas trilemma består af, hvad man kan kalde for fem argumentstrategier der viser at viden er umulig.

De fem strategier er for det første, at der findes forskellige opfattelser af det samme. For det andet, at alle vores meninger er relative (altså vilkårlige). Ting fremtræder forskelligt alt efter det temperament vi opfatter dem.  For det tredje, forsøger vi at begrunde eller bevise noget, havner vi blot i en slags uendelig regres i vores argumentation. For det fjerde, prøver vi at undgå det såkaldte uendelige regres ved at lave en dogmatisk antagelse, vil den blot være vilkårlig. For det femte, ender vi altså i en cirkelsluttende argumentation, fordi det der skal forsøges at begrundes, altså forudsætter det, som skal begrundes – Så derfor mener den ekstreme skeptikere at viden som sådan er umulig.

En anden form for skepticisme hedder kartesiansk skepticisme, og det stammer fra den berømte filosof Descartes. Descartes var ham der undrede sig over, hvordan kunne han vide, at han ikke er bedraget af en ondsindet dæmon? Eller hvordan kunne han kende forskel på en vågen tilstand og en drømmetilstand? De samme spørgsmål gør sig gældende for den moderne skeptiker, hvordan kan vi vide at vi ikke bliver udsat for et sanse bedrag, og at vi bare drømmer?

En moderne udgave af kartesiansk skepticisme spørger hvordan kan vi vide, at vi ikke er en hjerne liggende i et kar? tilsluttet slags supercomputer?

Tænk på filmen The Matrix – hvori hovedpersonen Neo opdager, at han lever i computergenereret verden, en simuleret verden skabt af en supercomputer. Neo opdager, at i den rigtige verden er mennesker tilsluttet denne computer for så at fungerer som et batteri, fordi verden er overtaget af maskiner, som holder mennesket fanget i en drømmeverden. Hvordan kan vi vide at dette ikke er virkeligheden?

Procesfilosofien tilslutter sig ikke så ekstreme versioner af skepticisme som i det ovenstående. Men procesfilosofien har skeptiske elementer, og noget viden er umulig eller skjult for os.

Alfred North Whitehead ham som udviklede den moderne procesfilosofi, skrev at det er ren dumhed at stræbe efter en dogmatisk præcished og sikkerhed i filosofi. (Se blog indlæg Procesfilosofiens udvikling – for info om Whitehead).

Jeg mener at procesfilosofien medfører en slags skepticisme. Der er et åbent aspekt i procesfilosofien og dette åbne aspekt er efter min mening en slags skepticisme i procestankegangen. Alt skal forstås inden for en procesorienteret begrebsverden. Filosofien selv er en proces, og den udvikles over et temporalt forløb og slutresultatet er ukendt – da processen i teorien er uendelig. Procesfilosofien er på mange områder ikke bragt til ende og som sådan er uperfekt.

Erkendelse og forståelse af verden sker gennem et samspil med en konkret omskiftelig verden, og erkendelse/forståelse har selv en omskiftelig natur. Procesfilosofien er som en åben-proces, der har en delvis udefinerbarhed over sig. Den er åben for modifikationer og må ikke ekskludere noget – heller ikke skepticisme.

I procesfilosofi er der hele tiden en åbenhed for det nye. Den nye erkendelse og viden, den nye pludselige forståelse. Heraklit anses af nogle for at være prototypen på en skeptiker, fordi han skulle have sagt, at tings egentlige natur holder af at skjule sig. (Se indlæg om procesfilosofien for info om Heraklit).

Filosofien må tage et hop ud i det imaginære, udover sprogets grænser. Whitehead beskrev filosofi som en flyvetur. En flyvetur der må op i det højere imaginære luftlag. Filosofi er som denne flyvetur, en rejse til det ukendte og det uvisse.

Whiteheads metafor om filosofien er, at det er som en flyvetur i et fly. Flyet starter fra grunden, udgangspunktet er hvad han kalder det observerbare partikulære. Det kan sidestilles med det rationelle og videnskabelige observationer.

Når flyet er lettet, befinder det sig i de højere luftlag, som Whitehead kalder den tynde luft af det imaginære. Kort sagt må filosofien frigøre sig fra det rationelle observerbare og lade fantasien flyde frit. Men flyvemaskinen, som her symboliserer den filosofiske rejse, kan ikke forblive i det imaginære. For flyet må lande igen og få fast grund under sig. Her må filosofien på ny konkludere noget, der både inkludere det rationelle og imaginære aspekt.

Filosofi er et ‘ideernes eventyr’ ifølge Whitehead!

Herunder en stumfilm om de gamle skeptikeres forhold til sandheder.

Reklamer

Forfatter: Procesfilosoffen

A Philosopher

2 thoughts on “Procesfilosofien og skepticisme

  1. Når du siger at skepticisme stammer fra det gamle Grækenland, kunne du så ikke belyse det lidt nærmere. Hvem var for eksempel de første der kom på tanken om skepticisme, er det nogen af de kendte gamle filosoffer?

    • Heraklit som også kaldes for den første procestænker er også af nogen omtalt som prototypen på en skeptiker. Heraklit skulle have sagt, at tings egentlige natur holder af at skjule sig. Altså tingenes inderste væsen eller den egentlige struktur, og det er dette som holder af at skjule sig dvs. kan virke hemmeligholdt for os. Men umiddelbart er den første egentlige skeptiker Pyrrhon (ca.365 – 270 f.v.t.). Pyrrhon var en af Alexander den stores soldater og deltog i hans felttog. Han oplevede mangfoldigheden af folkeslag og kulturer. Hvert sted han ankom havde forskellige meninger og forklaringer, og han undrede sig over hvem han skulle stole på havde ret? På denne måde forholdte han sig skeptisk og ville ikke dømme hvem der havde ret. Pyrrhon startede en filosofisk bevægelse, der levede efter denne livsanskuelse, at hvis du ikke ved noget med sikkerhed, så må du suspendere dine domme og derigennem opnå en sjælefred og lykke. Disse skeptikere fulgte normerne det sted de boede, og levede, og afstod fra at bedømme hvad der rigtigt og forkert at gøre, eller at formode.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s