Filosofiens begyndelse og filosofien i oldtiden synes jeg er interessant. Deres tanker var relevante dengang og de er efter min mening ligeså relevante i dag.

Filosofi historien begynder i det gamle Grækenland. Filosofi historien deles op i flere forskellige perioder. Men filosofien ser sin spæde begyndelse ca. 600 år før vores tidsregning. Dette kaldes den præ-sokratiske periode – Det vil sige tiden før Sokrates. Disse filosoffers skrifter og tanker er meget sparsomt bevaret, hvad vi ved om dem er primært gennem andre, som har skrevet om dem på et senere tidspunkt. Kendte filosoffer fra denne periode er blandt andet Heraklit, Parmenides, Thales, Zenon, Demokrit og Pythagoras.

De tidligste græske filosoffer ledte efter verdens grundstof, eller urstoffet, som alt var udgjort af. Deres svar var oftest enkelt. Thales som man regner for den første, han skulle have sagt, at alt er udgjort af vand. Andre sagde alt bestod af matematiske tal (Pythagoras). Nogen mente, at alt er udgjort af noget de kaldte atomer – altså bittesmå udelelige dele (Demokrit). Heraklit mente at ilden er noget der findes i alt, det er det der styrer verden. (Se f.eks. indlæg om procesfilosofiens udvikling & procesfilosofien og metafysikken).

Men der hvor filosofien rigtig begynder for alvor, det er med Sokrates og hans elev Platon og den fortsætter med Platons elev Aristoteles. (Se indlæg om Hvad er filosofi). De beskæftigede sig også med spørgsmål om hvad verden består af, men de interesserede sig også for, hvad det ville sige at være menneske. Spørgsmål som hvad er det gode? Hvad er retfærdighed? Hvordan er den ideelle stat opbygget? Fokusset blev på hvordan man lever det gode liv og hvordan man opnår lykke. Det er her at filosofien bliver rigtig spændende efter min mening. (Om Platon og Aristoteles filosofi se indlæg om filosofi historie – metafysikkens historie).

Men efter perioden med Sokrates, Platon og Aristoteles dannes der forskellige filosofiske skoler der overlever til tiden efter romerrigets fald. De forskellige filosofiske skoler er henholdsvis Stoikerne, skeptikerne, Epikuræerne og kynikerne. Alle skoler giver deres bud på hvordan man opnår det gode liv. Deres livsanskuelser synes jeg stadig er interessante den dag i dag.

Der var de gamle kynikere. De fik deres navn efter det græske ord Kynikos = som betyder som en Hund. Ordet kynisme i dag har en anden betydning end dengang. I dag betyder det følelses kold. Skolen startede med Antistenes (En elev af Sokrates). Han klædte sig spartansk og han levede blandt fattige, han erklærede at han ikke ville vide af regeringer, privat ejendom, ægteskab eller religion. Et af hans efterfølgere var den berømte Diogenes ca. 404 – 323 fvt. Diogenes er berygtet for, at have levet som en hund og han boede i en tønde.

Diogenes kaldte sig selv en verdensborger, fordi han forkastede regeringer, institutter, samfunds normer osv. Der findes hel en del sjove historier om Diogenes f.eks. at han tissede og sked på gaden og at han kunne finde på at onanerer foran folk offentligt. Han gøede af folk, snerrede af dem, bed efter deres ankler (Som en hund). Til fester i byen siges det, at de kastede madrester og ben hen til Diogenes. Platon beskrev Diogenes som en ‘Sokrates’ der var blevet gal.

Diogenes budskab er – hvis man ellers kan intellektualisere det. Det er, at man skal leve – som en hund. Se film om Diogenes nedenunder!

Filosofi er faktisk et unødvendigt tids spilde – det er simpelthen ubrugeligt. Vi er bare et dyr – som bilder os ind, at vi er civiliseret. Det handler om at nå til en sjæls ro, ved at anerkende, at vi er som et dyr og vi kun har drifter – Altså de simple følelser – mad, sove og sex osv. Fornuft er et blindværk ville Diogenes sikkert mene. Men hvad med i dag? Findes der for meget konformitet og for mange samfunds normer, som man skal indrette sig efter? Er vi slave af det materielle? Er vi slaver af regler for korrekt opførsel? Hvad med vores hang til, at ville tjene en hel masse penge? Diogenes levemåde er ligeså provokerende i dag som dengang i oldtiden.

En anden skole var stoicismen, den er en slags videreudvikling af kynismen. Den begyndte med Zenon (år 334 – 262 før år nul) som var en elev af en kyniker. Ordet Stoa betyder søjle, fordi de holdte deres filosofiske taler omkring en søjle. I stoicisme taler man også om de 3 søjler: fysikken, etikken og logikken. De var påvirket af Aristoteles – og mente at man skulle leve i overensstemmelse med vores natur og fornuft.

Alt sker i forhold til en guddommelig plan. Det var meningen det skulle sker. Livet er noget som er skæbnesvangert. Vi er udsat for skæbnens luner. Stoikerne mente, at man skal acceptere skæbnen. Man må acceptere hvis ens børn dør eller hvis man på anden måde skulle blive ramt af en eller anden krise. Man skal acceptere verden, fordi skæbnen bestemmer og man må acceptere den med værdighed. Mennesket har et lod i livet. Stoicismens idealer blev praktiseret af både slaver og romerske kejsere. Marcus Aurelius den berømte ’gode kejser’ var også en berømt praktiserende stoiker. Ligeledes var der den berømte stoiker og slave ved navnet Epiktet.

Stoikernes forhold til følelser var, at dyr er kun følelser og impulser, men mennesket er et fornufts væsen og skal tøjle sine følelser. Vi må vise mådehold i forhold vores følelser. Accepter din skæbne uden vrede og bitterhed. Gå i gennem livet med værdighed og ære. Overdrevene følelser er skidte og det er ikke mådehold. Det handler om den gyldne middelvej fra Aristoteles. Det gælder om, at opnå en upåvirkelighed og sindsro. En frigørelse fra sit begær og opnå en ophøjet sindsro.

Stoikerne praktiserede selvmordet som noget ærefuldt og gjorde det med værdighed, fordi du bestemmer selv over livet. Det at dræbe sig selv er en ære hvis du vælger gøre det. Et berømt stoicistisk selvmord var den gale romerske kejser Neros læremester Seneca. Seneca blev beordret på at gøre selvmord og gjorde det med ophøjet ro og værdighed. Men er stoicismen relevant i dag? Skal vi f.eks. holde op med at beklage os hele tiden? Skal vi lade være med at brokke os så meget? Skal vi acceptere livets til tider barske vilkår uden at beklage det for meget?

Her en lille stumfilm om stoikernes filosofi (Lavet af procesfilosoffen)

Epikuræerne var en filosofisk skole udviklet af Epikur (år 341 – 270 f.v.t.) Og den havde stort set ikke udviklet sig med tiden. Epikur ville befri mennesket fra frygt. Frygten for døden og livet, man skal søge lykken i det private liv. Epikurs metafysik var en atomisme, som også var en gammel tanke på hans tid. Vi er sammensat af atomer. Alt der findes er kun rum og atomer. Atomer det vil sige bittesmå udelelige dele, der er intet der har skabt os – vi er her bare og vi er selvbestemmende. Vi er herre over vores eget liv – fuldt ud.

Der findes ingen guder ifølge Epikur, men han sagde faktisk ikke, at de ikke findes, men at de er meget meget langt væk og de er ikke interesseret i os. Mennesket er overladt til sig selv og kan vælge hvordan de vil leve, guderne griber ikke ind i vores affærer. Der er ingen skæbne ifølge Epikur. Epikur sagde ”Døden er intet for os” vi mærke den ikke. Vi er her. Er her ikke. Vi mærker ikke døden. Det at være bange for døden svarer til at være bange for at blive født ifølge Epikur.

Dette betyder – Nyd livet så længe du har det. Du har kun en chance. Mennesket er jo dømt til at gå i opløsning (atomerne forgår med tiden og du dør). Så det er ingen hemmelighed at vi skal dø, men du kan virkelig hygge dig så længe du er til – ville Epikur nok have sagt. Epikur sagde ”Når døden er der, er vi der ikke. Når vi er der, er døden der ikke”.

Epikurs skole blev kaldt ”Haven” – Symbolsk forstået = Gå ind i din have, nyd den og nyd det. Pas din have. Det handler om nydelse. Epikur kaldes ofte den første hedonist. Hedonisme – Det at søge efter nydelse og undgå smerten. Epikur mente, at sådan er vi mennesker. Vi er omvandrende lyster. Det at være uden smerte eller ulyst, det er i sig selv den største lyst. Altså han mente, at vi skal have venner og man skal nyde sine venner. Så hav venner og kærlighed fordi det er vigtigt. Det handler om kvalitet frem for kvantitet. Kvalitet godt – kvantitet negativ (Aristoteles mådehold igen) Det handler om sindsro, sjælero og ikke overdrevene glæder.

Kristendommen bandlyste epikuræisme som antikrister og skolen forsvandt derefter – fordi de er imod udødeligheden og Gud (guder). De dyrkede de jordiske goder og det verdslige. Men retningen blev genopdaget i renæssancen.

Men er vi ikke her i det 21 århundrede en slags hedonister? Er Epikurs filosofi ikke fast forankret i vores kultur? Skal vi forsat gå og hygge os? Og undgå smerte? Er livet ikke også hårdt? Epikurs filosofi er også relevant i dag efter min mening.

Herunder en lille stumfilm der illustrere Epikurs middelvej til lykkken.

Den fjerde skole er skepticismen. (Se indlæg om procesfilosofien og skepticisme for info derom her!).

Mit næste indlæg vil handle om metafysikkens historie og hvad er metafysik i filosofien. Men i dette indlæg vil jeg også komme ind på hvordan metafysikken ser ud den dag i dag.