Metafysik har været en stor del af filosofien siden oldtiden, men hvad er metafysik? Man kan næsten sige at filosofien begynder med metafysik. Filosofien begyndte nemlig med en undren og det at stille spørgsmål ved verden. Spørgsmål som hvad består verden af? Ja, hvad er verden overhovedet for noget?
Verdens første kendte filosof Thales, han undrede sig over verdens beskaffenhed. Thales filosoferede over, hvad er virkelighedens grundlæggende bestanddele? Det er her filosofien begynder. De første af filosofferne stillede spørgsmål som, hvordan er virkeligheden og verden struktureret? Hvad er det værende? Det værende kan siges, at det er det, der er fælles for alt det der er, og det eksisterende. Hvad er verden overhovedet for noget? Hvordan hænger den overordnet sammen? Hvad består den basalt set af? Hvad er de nødvendigste og væsentlige kendetegn ved verden? Alle disse spørgsmål er metafysiske spørgsmål og med disse spørgsmål begyndte filosofien.
Metafysik bliver med tiden ikke de eneste spørgsmål som de gamle filosoffer i Grækenland stillede sig. De undrede sig også over etiske, moralske, eksistentielle og politiske spørgsmål. I dette indlæg vil jeg kun holde et fokus på metafysikkens udvikling i filosofien.
Ordet metafysik stammer fra det græske meta og physis. Meta kan betyde, at noget er ”udover”. Physis kan sammenlignes med naturen og den fysiske verden. Metafysik er så hvad der lægger udover naturen/fysikken, eller hvad lægger der til baggrund for det fysiske og den naturlige verden. Metafysik har i filosofi historien været læren om det værende. Det værende kan siges, at det er det, der er fælles for alt det der er, og det eksisterende. De tidligste græske filosoffer ledte efter verdens grundstof, eller urstoffet, som alt var udgjort af. (De såkaldte præ-sokrater – se indlæg om Filosofi historie – Filosofiens begyndelse).
Deres fund var oftest enkelt formuleret. Thales skulle f.eks. have sagt, at alt er udgjort af vand. Andre sagde at alt bestod af matematiske tal som Pythagoras. Demokrit mente, at alt er udgjort af noget de kaldte atomer (bittesmå udelelige dele). Op igennem filosofihistorien, bliver disse spekulationer om verdens beskaffenhed mere og mere komplekse.
Metafysiske teorier i filosofihistorien, de kan betragtes som en slags ”Grand Theory”. Altså en altomfangende teori, en helhedsforståelse om alt i verden og virkeligheden. Det handler om at favne alt i et stort sammenhængende system. Mange af disse teorier havde inkorporeret Gud eller en eller anden guddommelig forestilling i deres ”Grand Theory” om alting. De var en absolut teori. På denne måde kan metafysik også være læren om det højeste værende, og det absolutte (eksempelvis Gud).
Platon og hans elev Aristoteles havde hver især deres egen metafysiske system. Der findes et berømt billede, malet af Raphael, som hænger på det vatikanske museum i Rom. I midten af billedet ser man Platon og Aristoteles afbilledet på en måde, der symbolsk fremstiller deres metafysiske verdensbilleder. Platon peger med den ene hånd opad imod himlen, til den metafysiske ideverden. Aristoteles gestikulerer med sin ene hånd udstrakt, at svaret på de metafysiske spørgsmål finder vi her på jorden – Altså i denne verden som vi befinder os i. (Se billede her = http://upload.wikimedia.org/wikipedia/commons/9/94/Sanzio_01.jpg ).
Platon havde et dualistisk syn på verdens sammensætning. Platon skelnede mellem en ideverden og en fænomenverden. Fænomenverdenen er den verden som vi lever i. Fænomenverdenen erkendes gennem sanserne, det er alt det vi kan sanse. For Platon er den verden vi lever og som vi befinder os i bedragerisk. Fænomenverdenen er foranderlig, ustabil og den er uharmonisk. Der hersker forgængelighed i verden, fordi alt forgår med tiden. Verden er kaotisk og der er uorden. Ja den er faktisk falsk og bedragerisk den verden som vi lever i. Stikker vi f.eks. en pind i vandet, kan den bedrage os. Prøv selv! Den ser pludselig bøjet ud. Platon spurgte hvor ting kommer ting fra? Hvordan kommer der nye ting? Et træ? En hest? En stol?
Platon mente, at der ovenover denne verden, fandtes en ideverden. Ideverden er der hvor tingene kommer fra. Verdenens former stammer fra ideverden, den styrer formerne her på jorden.
I fænomenverdenen er ting afbildninger eller kopier af ideerne, de er ikke ligeså perfekte, som i ideverden. I ideverdenen findes urformerne til alle ting. Ideverden er uforanderlig, uforgængelig, der hersker harmoni og orden. Der findes sandheder og de sande former. Fænomeners eller tings væsen er dets ide. Ideerne er det egentlig værende og de er til uden for tid og rum.
I ideverdenen findes alle sandheder. Sandheder som den højeste ide og det godes ide. Der findes det skønnes ide og retfærdighedens ide. Menneskets sjæl er en idé. Sjælen kommer fra ideverdenen. Sjælen vender tilbage til ideverden når man dør. Men vi fødes igen i ny krop og har glemt ideernes verden og er således uperfekt ifølge Platon.
Ideen som f.eks. den skønne kvinde findes i 3 led. Ideen – den skønne kvinde, som findes perfekt i ideverdenen og så kvinden (kopien) her på jorden i fænomenverdenen. Så findes der et tredje led, som er endnu en kopi af en kopi af ideen (Ideen den skønne kvinde).- Det er f.eks. en statue af en kvinde der en ides tredje led.
Som Raphaels maleri viser, er Aristoteles metafysik meget anderledes end Platons.
Aristoteles introducerer årsagssammenhængen. Årsagen til noget hører sammen med dets form og dets essens. Aristoteles havde fire årsager. Et hus har f.eks. 4 årsager til dets eksistens. Den første årsag kan man kalde den formgivende årsag – det som giver husets dets form. Det er strukturen. Altså årsagen til – Det som giver f.eks. husets dets form, som det kan genkendes på. Formen på huset skal være et hus og ligne et hus.
Den anden årsag er en materiel årsag, altså hvad huset lavet af årsag. Hvilket stof eller materiale er huset lavet af. I hus eksemplet er den materielle årsag murstenene, mørtel osv. Den tredje årsag kaldes for den bevirkende årsag. Altså hvad skaber huset, den egentlige årsag. Det er mennesker der skaber et hus, de bevirker at huset bliver lavet.
Den fjerde og sidste årsag kaldes for den finale årsag, altså selve formålsårsagen ved huset. Den dybeste grund til det hele årsagen. Men for Aristoteles er den vigtigste årsag af dem alle, hvad skal vi bruge huset til? Hvad er formålet med et hus? Jo der er nogen der står og har brug for et hus – derfor påbegyndes bygningen af huset. Det at nogle har tænkt, at jeg skal bruge et hus, så jeg bliver nød til at bygge et. Det er her det hele begynder.
Aristoteles 4 årsager kan man også bruge på alle ting i verden. En statue, en hest, et menneske og verdenen selv. Alt har en formgivende årsag, en materiel årsag, en bevirkende årsag og en final årsag – altså selve formålsårsagen. Men det kan godt blive lidt for omfangsrigt, at forklare alle 4 årsager ved f.eks. en hest og et menneske. Men den vigtigste årsag er den finale årsag. Så lad mig gå helt til kernen af Aristoteles metafysik og forsøge, at forklare hvad er den finale årsag. Selve formålsårsagen til, at verden eksisterer ifølge Aristoteles.
Fidusen ved årsagssammenhænge er, at noget er her af en årsag, men hvad var så årsagen til den årsag osv? Den finale årsag til huset var jo, at et menneske stod og manglede et hus at bo i. Men hvad var så årsagen til mennesket? Hvorfor er der mennesker her på jorden og hvorfor var verden overhovedet her til at begynde med? Hvad er den finale årsag til det hele? For man kan blive ved med, at finde en årsag til en forrige årsag, det må vel stoppe et sted?
Derfor introducerede Aristoteles en ÅRSAG som er en ÅRSAG til sig selv. Altså en slags super final formålsårsag. Denne årsag kalder Aristoteles for den ubevægede bevæger. Altså fordi ting der bevæger sig, må være blevet sat i bevægelse af noget andet. Hvis alt der bevæger sig skyldtes, at det går fra et noget til noget andet, så ville der være en uendelig kæde af årsager, og dette kan jo ikke lade sig forklare i længden. Således må der have været noget, der forårsagede den første årsag til alting. For denne første årsag må ikke selv have været blevet bevæget. Der må og skal være noget, som i sig selv er ubevæget. Dette er den ubevæget bevæger. Aristoteles ubevæget bevæger, er som en slags Gud og er årsag til det hele.
Denne Gud tænker den første tanke, fordi selve tænkningen må have en årsag. Verdens første tanker skal starte et sted. Tænkningen må have en final årsag, der er sin egen årsag. En tænkning der ikke havde andre årsager bag sig. Det er selve tænkningens tænkning tænkning. Altså tænk lidt over den… for her bliver det abstrakt at følge Aristoteles tanker. Men den ubevægede bevæger tænker altså sig selv uden ophør. Den er selvfølge evig, men man kan imidlertid ikke sanses denne guddom. Den hører til det ikke-sansemæssige evige. Den er en skjul ubevæget bevæger, der sætter alt i bevægelse.
Ovenstående om Aristoteles metafysik er ikke nødvendigvis nem at forstå og filosofi kan til tider godt være svært tilgængeligt stof, men spørg gerne ind til noget hvis det er.
Platon og Aristoteles fremførte begge to gode bud på en filosofisk metafysik. Op gennem filosofi historien er der tonsvis af andre filosoffer som gør dem efter i søgen efter en Grand Theory om alting. Men omkring det 20 århundrede opgiver en del metafysikken til fordel for videnskaben og logikken. Nietzsche varslede Guds død omkring årtusindskiftet til det 20 århundrede og hans efterfølgere opgav, at finde frem til en Grand Theory om alting. Det guddommelige aspekt ved metafysikken blev af mange opgivet fuldstændigt.
Whitehead og hans procesfilosofi var en af de få, som i det 20 århundrede stadig praktiserede en metafysik. (Se øvrige indlæg om procesfilosofi – f.eks. Procesfilosofien og metafysikken).
Men metafysikken findes stadig den dag i dag og den ser en del anderledes ud end på Platon og Aristoteles tid. Procesfilosofien er et godt bud på en metafysik i moderne tid. Men meget moderne metafysik tager udgangspunkt i det videnskabelige. Der er et stort fokus på entiteters egenskaber som f.eks. hvad er rødhed? Og hvordan definerer man, at noget har rødhed? Man har opgivet et første princip som Gud, ideernes verden eller en ubevæget bevæger.
Man diskuterer om der findes såkaldte universaler eller om alt blot er partikularer. Universaler vil sige ensartethed f.eks. at cigaretterne i en cigaretpakke indeholder identiske cigaretter, men er de virkelige ens? Cigaretterne ved et nærmere øjekast viser sig, at have særegne forskelle, selvom de ved første øjekast tilsyneladende virker ens og er universaler. Men denne særegenhed ved cigaretter gør dem forskellige, selvom de ligner hinanden til en forveksling – de er partikularer som ikke er ens. Så findes der overhovedet noget som universaler i verden? Dette er en stor diskussion i den moderne metafysik.
Metafysik og metafysiske spørgsmål er for en del filosoffer i nyere tid et besværligt emne. For kan man overhovedet skille verden fra hinanden, som de gamle grækere forsøgte at gøre? Man kan f.eks. skelne mellem en realisme og en anti-realisme. Realismen siger, at verden eksisterer uafhængigt af den menneskelige bevidsthed og det er kun gennem videnskaben, at vi kan få svar på hvordan verden er i sin beskaffenhed. Ting er, som de nu engang er og de har de egenskaber de har, uanset om vi kan erkende dem eller ej.
Anti-realismen siger derimod, at verden ikke kan eksisterer uafhængigt af vores bevidsthed. Alt sker inden for den menneskelige erkendelsessfære. Vi kan ikke fjerne den menneskelige måde at tænke på. Vi kan ikke se på verden udefra uafhængig af os selv. Vi kan ikke se på verden som den er, uden at se på den i en menneskelig kontekst. Derfor bliver metafysiske spørgsmål oftest besværlige for nutidens filosoffer. Men der findes utallige teorier i nye tids filosofi om tid og rum f.eks. – som hører under en metafysisk kontekst. Men mange mener, at den klassiske metafysik er tilendebragt.
Metafysik er en som tidligere nævnt en stor del af filosofiens historie og jeg har forklaret det yderst kortfattet her i indlægget. Indlægget er ment som en introduktion til metafysik i filosofien og man er selvfølgelig velkommen til, at stille spørgsmål.
Se video om filosofiens begyndelse herunder
Og Del 2
PROCESFILOSOFI.DK 
Det at undres , har altid været vigtigt i en udviklingsproces…..
Helt sikkert og i filosofien!
Hej Kasper
Interessant materiale om metafysik, som leder til 2 spørgsmål/kommentarer:
I uddannelsessystemet (gymnasium, videregående naturvidenskabelige studier) omtales matafysik altid som noget negativt. Hvorfor?
I IT-verdenen er det meget normalt at operere med metadata. Er der lighedspunkter med metafysikken, og hvordan mon metadata vil forandre vores liv i fremtiden?
mvh
Olaf Berthelsen
Hej Olaf
Tak for spørgsmålene. Jamen i de videregående naturvidenskabelige studier er det nok rigtigt at metafysik har et dårligt rygte. Da metafysik er hvad der lægger udover naturen/fysikken, eller hvad lægger der til baggrund for det fysiske og den naturlige verden. Så mange videnskabs folk står af her – da de nok mener, at det eneste der findes er naturen, som vi så kan studere videnskabeligt. Metafysik har tendens til, at opererer i en sfære der ligger udover det videnskabelige. Meget metafysik historisk set har inkorporeret Gud eller en eller anden guddommelig forestilling i deres ”Grand Theory” om alting. – Her står naturvidenskaben selvfølgelig af. Mange vil sikkert sige, at metafysiske påstande overskrider grænserne for den dagligdags og fagvidenskabelige erkendelse. Man har opgivet “klassisk metafysik” som tendere hen imod en livets mening og Guds eksistens. Jeg har forklaret lidt i indlægget hvordan metafysik kan praktiseres i dag i filosofien. (Men tjek mit blog indlæg Procesfilosofien og metafysikken…som et bud på en moderne metafysik).
Med hensyn til dit spørgsmål om metadata, så har jeg ikke så meget kendskab til det, men det lyder spændende. Men man kan sige, at meta betyder udover, så på denne måde må metadata ligge udover den generelle måde IT-mæssigt at arbejde med IT og datalogi. Det må vel være noget om ‘data om data’ det der ligger udover den gængse dataindsamling, så det lyder da muligvis revolutionerende. Men jeg ved ikke så meget om det, det går ‘udover’ det filosofiske aspekt.
-Kasper
Hvordan vil du så definere forskellen på metafysik – trancendentalfilosofi – ontologi?
Hej Lars
Kært barn har mange navne. I min erfaring inden for filosofi og filosofihistorie flyder begreberne tit ind i hinanden. Transcendere (transcendental) betyder at “noget” overskrider eller går udover ligesom ordet ‘meta’. Men der findes noget der kaldes for transcendentalfilosofi og det er vist noget med, at det er en filosofi, som “kigger” efter de tilgrundlæggende betingelser for den menneskelige erkendelse. Men jeg kender ikke så meget til retningen. Filosoffen Immannuel Kants filosofi har jeg tiltider hørt omtalt som en transcendentalfilosofi og i hans transcendentale dialektik, søger Kant at beskrive tingene i-sig-selv (ding ang sich) – det såkaldte værende…Kant undersøgte mulighederne for en transcendental erfaring af det meta-fysiske. For Kant er det metafysiske aspekt svært at erkende, da det overskrider /”transcendedere” vores fornuft…metafysiske ideer, som Gud, sjælen og verden set i en helhed er noget der overskrider fornuften – det rationelle og metafysiske fortolkninger er noget som mennesket har en naturlig trang til at praktisere for at give det hele mening.
Ontologi-betegnelsen handler om det værende og betegner en filosofi, som beskæftiger sig med en læren om det værende. Ontologi er en nyere betegnelse for en metafysisk teoretiseren. Betegnelsen ontologi, bliver brugt om mangt og meget. Metafysik er efter min opfattelse en ældre måde at betegne “læren om det værende og hvad der ligger til grund for det værende”. Og ontologi er nyere betegnelse for en metafysisk filosofi. I nyere ontologiske teorier, taler man om “noget” kan have forskellig ontologisk status. Nyere ontologi beskriver tit forskellige typer af “det værende” og at der findes niveauer af det værende.
Jeg har i ovenstående blog indlæg for en nemheds skyld, valgt at holde mig til betegnelsen metafysik og hvad det dækker over. Jeg personligt opfatter betegnelsen metafysik, som et fuldt uddækkende betegnelse for en filosofi, som undersøger det -tilgrundliggende ved verden og det værende. Jeg håber svaret var nogenlunde dækkende? ellers vil jeg gerne forsøge, at uddybe noget af det jeg har skrevet i det forstående.
For det første, et fantastisk indlæg du har lavet, meget ligetil at læse, for begyndere til filosofi. Grundig gennemgang og meget lige til.
Men der var et lille stykke, som jeg ikke lige kunne få mit hoved rundt om. Aristoteles 4 årsager til formers essens: Første dets form, altså størrelse osv. er vel ikke særlig specifikt, da formen kan variere ufattelige og dermed skal der være enighed om at den givne form, kan formen på et hus ?
Det samme gælder vel for anden årsag. Materialerne som et hus kan bestå af har ingen grænser. Det kan laves af hamp, strå, glas osv. Hvad er grænserne på¨det og hvorfor er det relevant hvad huset består af ?
Årsagen til at en genstand er “kommet” til verden, er at der er nogen der har manglet den eller at det var nødvendigt at producere den. Er det ikke lidt irrelevant at undersøge årsagen til at dem som manglede genstanden blev til og årsagen til årsagen derfor ? haha
Den fjerde årsag er jeg lost. haha 🙂 Sådan som jeg forstår det, så har tingene er årsag, hvis årsag også har en årsag. Som et argument holder det ikke i længden og derfor opfinder han “ubevægede bevæger”, som er en årsag til sin egen årsag, som også er årsagen til alle andre årsager? Denne ubevægede bevæger er så en slags gud (som så er en slags Transcendentalfilosofi, da han formoder at der findes en slags Gud, for at hans ide overhovedet holder). Var Aristoteles ikke en tænker der troede på at tingene var jordiske og løsningen var blandt os mennesker ikke hos Gud ?
Undskyld amatør sproget 🙂 haha
Hilsen Kári Thorsson
Hej Kári og tak for din respons.
Jeg meget glad for, at du kan lide indlægget og jeg håber jeg kan besvarer dine spørgsmål nogenlunde.
– Du har sat lidt tanker i gang, hvordan skal jeg redde den gamle Aristoteles ud af denne kattepine du har sat ham i? Altså, Aristoteles tænkte egentligt meget logisk i gammelmæssig forstand. Han så, at hvis man hele tiden forklarede ting med en anden ting – en årsag med en anden årsag så ender det i skudder mudder og et uendeligt regress af årsag på årsag. – det er problemet også i dag, hvordan begyndte big bang? Jo der var alt materialet i universet presset sammen og der skete en gigantisk komisk eksplosion. Men hov, hvor kom matrialet fra? Bland andet heliumet og brinten som satte eksplosionen i gang? Hvad var årsagen til det? Hvad kom først hønen eller ægget?(Klassiker). Aristoteles tænker logisk nok i den forstand at han forsøger at løser problemet med tanken om en ubevæget bevæger – En årsag der er årsag til sig selv (Ja en guddom) – Han kalder den også tanken der tænker sig-selv. Selve tænkningens tænkning. En primus motor der satte det hele i gang. En del kristne filosoffer bla. Aquinas tager også Aristoteles op og blander hans tanker med en kristen transcendental gud og vupti så er designteorien kommet verden. (Designteori = Gud har skabt verden efter en bestemt plan/design og han alene kender den finale årsag).
Mmmhhh du spørger; ”Er det ikke lidt irrelevant at undersøge årsagen til at dem som manglede genstanden blev til og årsagen til årsagen derfor?”
Ikke ifølge A. da det netop også besvarer dine andre spørgsmål. Hvorfor har nogen brug for et hus? Det handler om sikkerhed for uvejr og kulde. Hvis du bygger dit hus hamp eller glas, vil det da kunne beskytte dig mod alt slags uvejr og kulde, samt hedebølge? Næppe, det vil være skrøbeligt, så hvis den finale årsag er tryghed mod uvejr og kulde, samt hedebølge, så det vigtigt at huset bliver bygget efter specifik form som er sikker. Det kunne man ikke bare finde på, medmindre man tænker sig om og også bruger det bedste solide materiale.
Så, alt i alt tænker Aristoteles nøgtern og logisk vil jeg mene – Selvom hans ubevæget bevæger kan virke svær at købe. Håber det var dækkende Mvh Kasper
Hvad er det for en tanke der er tænker selv? Hvad er selve tanken, for der skal jo faktisk være noget som tanken tænker over, andet end sig selv går jeg ud fra. Den skal tænke på noget som findes i fænomenverden eller ideverden i forvejen ?
Tanken der tænker sig selv, som Aquinas med den kristne transcendental gud. kunne du forklare det nærmere ?
Kunne du give et eksempel mere, på hvordan Aristoteles 4 årsager beskriver essesen af en objekt ?
Egentlig skriver A. at den ubevægede bevæger er en ‘ånd’. -Ånden der tænker sig selv uden ophør -(Den første selv-bevidsthed).
“Altså tænker Ånden sig selv, hvis ellers den er det ‘højeste’ og dermed = tænkning tænknings tænkning.” Abstrakt? Ja, meget, men hvis du ser som selv -bevidsthed – Det har altid været noget særligt for filosoffer – Senere hen har viRene Descartes’ Cogito/ “Jeg tænker, altså er JEG”.
Sådan er det også for Aristoteles’s ‘første’ bevæger som det også kaldes. Den ved den er til -(Ellers er den ikke det højeste, hvis den altså ikke er selv-bevidst).
Hos græske filosoffer er tanke/fornuft højere og mere primær en følelser/sansning og de syntes at mene, at tanken kommer først.
Med hensyn til Aristoteles 4 årsager er huseksemplet egentligt hans eget eks.
Men hvad så med en hest? Den formgivende årsag= den skal ligne hest. Have 4 ben, lang snue osv. osv. Den materielle årsag= Kød, blod – knogler osv. Den bevirkende årsag: Noget skabt den… (Naturen/ Den første bevæger).
Nu bliver det måske svært. Den finale årsag, hvorfor overhovedet en hest? Hvad skal den til for? Aristoteles mente vel at mennesket har en perfekt lastdyr. Den kan riddes på osv. osv. Den kan spise af rovdyr der kan fange den…Det hestens essens (Jeg er ikke selv enig i dette, men vil mene at Aristoteles vel havde forestillet sig det sådan?)
Selve tænkningen må altså have en årsag. Det må Starte et sted. En final årsag. Der var sin egen årsag, det der ikke havde andre årsager bag sig.
(kunstneren har formen/strukturen i sin bevidsthed, men har ikke manifisteret det i verden endnu, men er stadig på den rene tænkningsplan).
Det der er – selve tænkningens tænkning tænkning. Tænk lidt over den (dvævl ved den).
Her er et interessant Kosmologisk metafor fra A. selv “En ordnet hær. Orden findes hæren – kun fordi hæren har en general – Som general for hæren. Flertal er ikke til gavn, kun en kan herske.”
(Den ubevægede bevæger)
Thomas Aquinas = Jeg kan ikke huske at Aquinas skriver noget direkte om tænkningens tænkning hos Gud, men prøv se her en oversigt over hans fem gudsbeviser http://web.mnstate.edu/gracyk/courses/web%20publishing/aquinasfiveways_argumentanalysis.htm
De er her forkortet, men man kan tydeligt ane Aristoteles ubevæget bevæger.
Det er måske ikke forkert at sidestille Metafysik, Trancendental filosofi og Ontologi, men det er samtidig heller ikke særlig præcist.
Den metafysiske videnskab, er videnskaben, der undersøger førsteprincipper* for menneskelig viden. Denne dækker over flere under områder: Ontologi, Kosmologi, Psykologi – både empirisk og rationel – samt noget, der lyder en anelse broget på dansk, men “naturlig teologi”. Metafysik er derfor et paraplybegreb for forskellige områder, der alle undersøger førsteprincipper
Som Wolff udelagde det:
However, Ontology, General Cosmology, and Pneumatics are called by the common name metaphysics. Metaphysics therefore is the science of being, of the world in general and of spirit.
– Discursus praeliminaris de Philiosophia in Genere in Philosophia Rationalis sive Logica Methodo Scientifica Pertractata §79
*Principper skal forstås således. Wolff: “That which contains the ground of something else in itself is called a principle”§866
– Philosophia prima ontologia
Metafysikkens opgave kan inddeles i tre
1. Udformning af koncepter
2. Opdagelsen af førsteårsager – aksiomer
3. Konsistens i bevisførelsen
Ontologi,
Også kendt som første filosofien, “ontosophia”, “architectonics” er den videnskab, der tilstræber at finde de mere generelle prædikater om et væsen.
Christian Wolff udlagde det således:
Ontology or first philosophy is the science of being in general or insofar as it is being.
– Philosophia prima ontologia §1
Ontologi tilhører metafysikken, da de generelle prædikater der tilhører et givent væsen, er første principper til menneskelig viden.
De prædikater, som undersøges er:
(1) Immanente, iboende, hvad, som er “internal”
Universielle prædikater, der er i hver enkel ting
Disjunktive prædikater
(2) Relative prædikater
Det Trancendentale
Hos både Wolff, Meier og Baumgarten, en særlig orden i en værens essentielle bestemmelser, principper, og dets attributter.
Samtidig er det uforståeligt, hvis naturvidenskabsfolk med blot en anelse styr på deres felt, opponerer imod Metafysik. I et af mine felter, udover filosofien, som jeg også studerer, nemlig matematikken, er vi fuldt ud klar over nødvendigheden af metafysik. Euclids elementer og dermed store dele af Geometrien er netop bygget på metafysiske teoremmer som Euclid fandt sandsynlige, hvorfor Geometrien i vid udstrækning – og store dele af matematikken – hviler på korrektheden af metafysikken – men også bekræfter denne.
I fysikken er mange da også klar over, at filosofien har hjulpet fysikken. Hvor fysikken stopper starter filosofien – og hvor filosofien slutter, starter fysikken. De komplementere hinanden. Samtidig er det kun tidlig skolastisk filosofi, der bygger på en religiøs gud – altså, hvad vi i dag forstår herved. Wolff, vel nok en af de største metafysikere, der nogensinde har betrådt denne jord, var ingenlunde religiøs og derfor byggede størstedelen af den tyske oplysningsfilosofi ikke på religion – ej heller Meier og Baumgarten.
Hej Sebastian og tak for din kommentar og Christian Wolffs syn på metafysik.