Ifølge Sartre, er verden som sådan egentlig meningsløs, fuld af tilfældigheder og absurd. Der er nemlig ingen Gud, ingen skæbne, intet formål – Vi er her bare. – Det virker noget dystert, men Sartre’s filosofi er en positiv filosofi – Fordi mennesket er udstyret det fuldstændige frie valg ifølge Sartre.

Mennesket er fordømt til at være frie skrev Sartre. ’Enten er vi frie eller også er vi ikke frie.’ Der er intet midtimellem. Hvis vi er frie, er vi fuldstændigt fri. Mennesket er ikke andet, end hvad det gør sig til. Vi er en intetgørende frihed, Sartre mente, at det er ængstelsen ved at skulle vælge, der viser at mine handlinger ikke er et led i en kausal kæde.

I min frygt for afgrunden kan jeg danne mig en masse motiver for at holde mig langt væk fra afgrunden. Disse motiver vil dog aldrig med sikkerhed determinere, at jeg ikke hopper ud over afgrunden. Jeg må konstant vælge ikke at gøre det, vel vidende at det kun er op til mit frie valg. Ifølge Sartre vælger vi hele tiden noget fra. Vi giver mening ved at ’intetgøre’ verden, at vælge noget fra!

Et eksempel fra Sartre selv: – Cafe eksemplet:Jeg har et møde med Pierre på Cafeen kl. 16. Pierre er altid på pletten, men jeg er forsinket et kvarter. Når jeg går ind i cafeen for at lede efter ham ser jeg hele cafeen og dens indhold, som der hvor Pierre snart vil vise sig for mig. Straks begynder jeg at intetgøre elementerne i cafeen: Jeg kigger på ansigterne derinde en efter en, og bærer disse ikke Pierre ansigt, så træder de i baggrunden, intetgøres.

Møblerne i cafeen, baren, spejlene alt træder i baggrunden da det er Pierre jeg leder efter. Til sidst må jeg konstatere at Pierre er her ikke. Så bliver hele cafeen intetgjort til “cafeen hvor Pierre ikke er”, men Pierre i sig selv intetgøres også, da Pierre ikke er her (Altså en dobbelt negation, først cafeen, så Pierres fravær). Skulle Pierre endelig vise sig for mig, ville han blive det første fænomen som ikke bagefter ”intetgøres”.

Mennesket er ikke andet end hvad det gør sig til. Mennesket kan altid bryde med sin fortid og kæmpe for et nyt formål med sit liv. Min eksistens er altid uafgjort, uafsluttet, og jeg er altid fri til at begynde på ny.  Disse tanker deler procesfilosofien, at mennesket altid vælger udvikling og er ikke forudbestemt (stationær/stabilt) til noget specifikt. Vi har det frie valg og alt kan ske i din personlige udvikling.

Procesfilosofien kan altså bekende sig til det Sartre siger, at vi skal fravælge nedslidte livsmønstre, uhensigtsmæssige rutiner (også af tankemæssig art).

Vi skal turde bære både skyld og angst for fordømmelse for at kunne finde sin processuelle mening med livet – det indebærer muligheden for et andet levet liv og nye processuelle tilvalg, at være ophav til sin egen processuelle udvikling indebærer ikke blot vilje til at ville det og handling til at fastholde og gennemføre det, men også en accept af udviklingens grundvilkår, at mennesket udvikler sig i relation til og på grund af hinanden.

Menneske kan processuelt vælge. I valgproces kan alt ske. Mennesket er i en fri proces.