I disse Kierkegaard’s jubilæums tider, vil jeg henkaste mig til en lille analyse af pointer i Søren Kierkegaards megaværk Frygt og Bæven.

Kierkegaard skelner mellem den tragiske helt og troens ridder. Den tragiske helt befinder sig i det almene etiske aspekt og troens ridder befinder sig i det ‘enkelte religiøse aspekt’.

Troens ridder sætter sig som den enkelte i et absolut forhold til det absolutte. Kierkegaard nævner flere tragiske helte blandt andet Agamemnon, Jephtar og Brutus, Men hvad er det, der gør f.eks. Brutus til en tragisk helt?

Brutus var ham som gav døden til Julius Cæsar, han ofrede ham i den romerske republiks navn. Brutus liv var sandelig en tragedie, han prøvede forgæves at kæmpe for den gode romerske republiks bevarelse, men måtte se sig slået af Marcus Antonius og Octavian (Den senere Augustus og Roms første egentlige Kejser) i slaget ved Philippi.

Brutus gjorde dernæst efter nederlaget selvmord, for republikken var faldet. Brutus måtte også sande at mordet på diktatoren Julius Cæsar ikke havde forhindret republikkens fald som han havde håbet.

Brutus kæmpede for det etiske almene, republikken og demokratiets bestående (Selvfølgelig demokratisk i oldtidens romerske forståelse), men som Kierkegaard skriver, træder Brutus ikke i noget privat forhold til Guddommen, men befinder sig indenfor det etiske og det etiske bliver det guddommelige, og derfor lader Brutus det paradoksale mediere indenfor det almene spektrum.

En anden vigtig forskel for Kierkegaard mellem den tragiske helt som f.eks. Brutus og en troens ridder som Abraham er talen. Brutus kan begræde sin skæbne offentligt og det gjorde han også, han kunne tale om sit forehavende (Forhindringen af republikkens fald).

Brutus forsvarer rationelt etisk set sine handlinger gennem sin tale, husk på Shakespeares dramatiske tolkning af Brutus tale ved Julius Cæsars ligbål, om hvorfor han slog Cæsar ihjel, fordi han var en tyran og diktator; Sic semper tyrannis.

Brutus påtager sig også sin skæbne, kun en Brutus kan dræbe en tyran, ligeledes var det en forfædre til Brutus, der dræbte Roms sidste sagnkonge Tarquinius Superbus. Det hele kan rationelt etisk forsvares, altså Brutus’ handlinger i kampen om Roms republiks skæbne.

Kierkegaard skriver; ”Den egentlige tragiske Helt offrer sig selv og alt Sit for det Almene; hans Gjerning, enhver Rørelse i ham tilhører det Almene, han er aabenbar, og i denne Aabenbarelse Ethikens elskede søn. Dette passer ikke paa Abraham, han gjør Intet for det Almene og han er skjult.” Abraham var ham, der fik påbud fra Gud om at offer sin søn Isak på Morijabjerget.

Den græske helt Agamemnon måtte også ofre en anden for en højere sags tjeneste, nemlig sin egen datter. Agamemnon overvinder smerten ved at bryde sit etiske forhold til sin datter, men han befinder sig også stadig inden for det etiske, fordi handlingen står i forhold til sædelighedens ide.

Abraham derimod står som den enkelte i et absolut forhold til noget højere, udenfor det etiske og derfor kan hans handling nemlig ikke godtgøres i forhold til det etiske.

Abraham, han befinder sig indenfor sin enkelthed og er den enkelte i et absolut forhold til det absolutte. Det etiske er ikke det guddommelige for Abraham, men Gud er det sande guddommelige og Gud påbød at Abraham skulle ofre Isak, men om det kan Abraham ikke tale, han kan ikke etisk, rationelt forklare eller forsvare sin handling for andre og kan ikke få hjælp fra sine tårer og begræde dette, Abraham er tavs, han kan ikke tale.

Det er velkendt at Hegel på Søren Kierkegaards tid er den helt store internationale filosof, og på mange måder er Kierkegaards filosofi en respons på Hegel. F.eks. Abraham figuren, hans tro er der ikke plads til i Hegels omfattende filosofiske system. Ordet systema som stammer fra det græske, betyder noget i retning af en samling elementer, der er indbyrdes forbundne (afhængige af hinanden), og som dermed udgør en struktureret helhed.

I denne sammenhæng er det bemærkelsesværdigt at ordet religion muligvis er afledt af religare som betyder noget lignende at binde sammen. Men netop den tro som forefindes i Frygt og Bæven, som Abraham er et billede på, er ikke den tro man finder i Hegels systema.

Abrahams tro kan ikke harmonisk rummes eller reduceres og ophæves til nogen form, det er ikke en filosofisk begriben og viden som det er for Hegel.

Undertitel på Frygt og Bæven er dialektisk lyrik dvs. tankedigtning. Så vi befinder os langt væk fra et perfekt filosofisk systema. Kierkegaard skriver selv: ”Om man end var i stand til at omsætte hele Troens Indhold i Begrebets Form, saa følger deraf ikke, at man har begrebet Troen, begrebet, hvorledes man kommer ind i den, eller hvorledes den kom ind i Én.” Det er helt klart møntet på Hegels filosofi, som ifølge Kierkegaard ikke kan rumme troen.

Vi har ikke med en tænkbar forstands- og begrebsverden at gøre, dette ligger Abraham bag sig ellers kunne han vel tænke sig frem til det urimelige i hans forehavende qua ofringen af sønnen Isak, men han tager troen med sig og troen befinder sig ikke i samme spektrum som viden og begriben.

Troen befinder sig nemlig indenfor det paradoksale og absurde spektrum.

Abraham fortællingen, er at Abrahams ofring af Isak er problematisk og paradoksal. Et paradoks der gør handlingen, at ville myrde Isak, til en hellig ofring. Troen begynder simpelthen det sted, hvori tænkningen hører op. Kierkegaard skelner mellem det etiske aspekt og det religiøse aspekt i hele sagen omkring det at Isak skulle ofres.

Problemet er, at vi generelt alment set i rationel forstand, anser det for uetisk at dræbe et andet menneske og sagen bliver ikke bedre hvis det er din egen søn du vil dræbe. Det hele virker absurd og kan ikke tænkes at være en etisk handling, at ville myrde sin egen søn.

Abraham finder sig i et paradoks hvor hans handling, det at ville ofre Isak, i det forehavende må Abraham benytte sig af sin tro og gøre troens bevægelse, med sin forstand kan han ikke forsvare sin handling, men han må alligevel tro på, at det er det rigtige at gøre, hvis han stadig skal ofre Isak og det har Gud netop beordret Abraham at gøre. Det hele virker inkommensurabelt for hele virkeligheden.

Men Abraham må altså tro qua det absurde, både i Biblen og hos Kierkegaard elsker Abraham sin søn meget højt og ønsker ikke at miste ham, så da Gud påbyder ofringen af Isak, må Abraham tro i det absurde, at han alligevel ikke vil miste Isak selvom han gør hvad Gud vil have. Det skal her også slås fast, at i øjeblikket hvor Abraham løfter kniven for at dræbe Isak, stopper Gud ham i handlingen og Isak overlever.

Så uanset udfaldet er situationen stadig absurd, for Abraham i øjeblikket ved den løftede kniv, som var parat til at dræbe Isak og dette ligger uden for det etiske. Da Abraham ikke vidste med sikkerhed at Gud vil annullere ofringen af Isak og der i stedet blev ofret et lam.

Men hvad er det som er så beundringsværdigt ved Abrahams suspension af dette etiske almene? Hvorfor er Abraham ikke en gemen koldblodig morder?

Det hele handler om troen, der som sagt befinder sig udover hvad der kan tænkes og Abraham er en troens ridder. Tro er ikke let, det er det sværeste af alt skriver Kierkegaard og ikke alle kan gøre som Abraham da han troens sande ridder.

både Gud og Abraham er tavse og skjulte. Abraham er tavs overfor andre, sin kone Sara og Isak om sine motiver, han afslører ikke hvad han agter at gøre. Han kan nemlig ikke sige det, så det er forståeligt, han kan ikke forklarer sig. Det hele er en fristelse for Abraham. Det etiske almene er en fristelse for Abraham, det er det etiske der er prøvelsen for Abraham mener Kierkegaard. Men den der befinder sig i Abrahams situation, han er stillet således at han er en Emigrant fra det almene.

Abraham der elsker sin søn, denne kærlighed må Abraham tilsidesætte i sit forehavende på Morijabjerget, han er skjult for Isak i sine motiver, om det kan han ikke forklarer eller tale, han er tavs.

Abrahams forhold til det etiske almene er fordi Isak er hans søn og etisk alment påbydende, skal en fader elske sin søn højere end sig selv. Det er nemlig det, der er absurd, at Abraham tror, at han som den enkelte kan være højere end det almene, men det er også qua det absurde at Abraham får Isak igen fordi Gud stopper ham i øjeblikket.

Men troens ridder behøver ikke beundring eller tårer, han tror i kraft af det absurde og gennem sin kærlighed til Gud. Men Gud er ligeledes også i det skjulte og er tavs om sine motiver og grunde ifølge Kierkegaard/Silentio.

Er du interesseret i Søren Kierkegaard walking tour? Til hans mindesten så klik her

Nedenunder video om Kierkegaard lavet i forbindelse med hans 200årige jubilæum af Procesfilosoffen