PROCESFILOSOFI.DK

Procesfilosofiens udvikling

5 kommentarer

Heraclitus_101108_Nothing endures but change

Dette er et blogindlæg om procesfilosofiens udvikling, til dem der har interesse i hvor denne filosofi stammer fra og hvem er procesfilosoffer.

Den procesfilosofiske tankegang har sine rødder helt tilbage til det ældgamle Grækenland, til tiden før Sokrates. Filosoffen Heraklit som levede ca.600 år f.v.t. er ham man regner for den første processuelle tænker, ham med det berømte flodcitat. Den moderne procesfilosofi udvikles i det 20.århundrede af Alfred North Whitehead, som levede fra 1861 til 1947. Han tog udgangspunkt i Heraklits berømte flodcitat, og sporede procestankegangen frem til hans egen tid.

Andre berømte filosoffer som kan betegnes som en slags procestænkere er f.eks. Friedrich Nietzsche (1844-1900), Henri Bergson (1859-1941), Charles S. Pierce (1839-1914), John Dewey (1859–1952) og William James (1842–1910). Men Whitehead er ham, der så at sige opfinder den moderne procesfilosofi.

Heraklit hører til i det man kalder den præ-sokratiske periode. Heraklit sammenlignes ofte med Parmenides i tiden før Sokrates. De kaldes ofte hinandens modsætninger. Heraklit mente ikke, at der fandtes noget – at der var en form for substans, som kunne forandres. Han mente er der kun fandtes forandringen selv – ting er altså illusioner.

Parmenides mente omvendt, at der fandtes noget, en substans, noget eksakt værende. Men han mente så, at der overhovedet ikke var nogen forandring til stede. Skellet mellem Parmenides og Heraklit, har været en dominerende faktor i filosofien siden.

Dem, der fulgte Parmenides, opfattede det der var, som en ultimativ, fast og stabil ting. Så var der dem, der fulgte Heraklit. De lagde vægt på en til-bliven (vorden), noget som bliver til, altså noget under udvikling, som det mest fundamentale ved verden. Noget – der som sådan aldrig er noget, men som altid er under udvikling.

Heraklit skulle også have sagt, at tings egentlige natur holder af at skjule sig. Tingenes inderste væsen, den egentlige struktur, det er dette, som holder af at skjule sig dvs. kan virke hemmeligholdt for os. Heraklit hævdede, at mennesket misforstår, hvad klogskab er for noget. Det kræver en speciel, en muligvis særlig klogskab, at få kendskabet til tingenes egentlige natur. Heraklit er blevet kaldet den dunkle eller uklare. Han mente, at mennesket tror, at visdom handler om at vide så meget som muligt og undersøge så meget som muligt. Men det kræver noget helt andet at få indsigt i det hele. Mennesket misforstår det de oplever.

Whitehead tager så Heraklits tankegang til sig og skaber den moderne procesfilosofi på baggrund af Heraklits filosofi. Whitehead mente, at vores filosofi skal centreres omkring tingenes flux. Whitehead anså Heraklits filosofi, som den første flux filosofi. Whitehead mente, at den vigtigste opgave for metafysikken er at forklare det at alt flyder, som Heraklit sagde.

Det, at alting flyder er flux, tingenes flux, altså ideen om, at ting er flyende og ikke noget substantielt – Se f.eks. mit indlæg om procesfilosofien for mere information.

Hos Whitehead og Heraklit er ting ikke stabile uforanderlige substanser. Ting er faktisk ikke ting, alt er nemlig processer, foranderlige processer i konstant udvikling. Det er kreativitet og foranderlighed, der dominerer verdens struktur.

Filosofien må tilbage til sine rødder i den præ-sokratiske periode, da faste og stabile substanser er en illusion. Det er Whitehead, der er berømt for at skrive, at al filosofi blot er en serie af fodnoter til Platon. Whitehead hentyder til Platons rigdom af ideer der er i hans filosofi. Whitehead bygger så en bro mellem Heraklit og Platon og påstår, at al efterfølgende filosofi blot er fodnoter eller sagt på en anden måde tilføjelser/fornyelser til Platons filosofi. Der har været en processuel udvikling af filosofien siden Heraklit og Platon.

Procesfilosofien er for nutidige procesfilosoffer stadig under udvikling, de er meget tro mod deres egen filosofi. Denne filosofi er også en proces, og forandre sig, og modificeres hele tiden. Den mest kendte nutidige procesfilosof er nok Nicholas Rescher.

Procesfilosofi er en amerikansk filosofisk retning. Der findes ingen bøger om filosofien på dansk. Derfor synes jeg også det er interessant, og spændende, at skrive disse blogindlæg om filosofien.

Jeg mener ligesom Nicholas Rescher, at denne filosofi kræver mere opmærksomhed. Men det vil jeg forsøge, at forklare i andre blogindlæg. Hvad man kan få ud af denne filosofi.

Se her for Procesfilosofiske foredrag

Reklamer

Forfatter: Procesfilosoffen

A Philosopher

5 thoughts on “Procesfilosofiens udvikling

  1. Hej Kasper

    Hvorfor menes det at Nietzsche er procesfilosof? Jeg har kun hørt om ham i forbindelse med eksistentialisme. Er Nietzsche ikke mest eksistentialist eller noget?
    hmm… er der andre end dem du nævner man kan kalde en procesfilosof?

    • Hej Ronny

      Det er vist heller ikke en meget udbredt betegnelse for Nietzsches filosofi, at den skulle være en procesfilosofi. Ja han betegnes mest som et af ophavsmændene til eksistentialismen foruden vores egen Søren Kierkegaard. Men jeg har læst en bog der hedder Philosophers of process og deri regnes han for en slags processuel tænker. Navnlig i Nietzsches bog ‘Afgudernes ragnarok’ kan man anskue en vis lighed med procesfilosofien. Deri omtaler Nietzsche filosoffen Heraklit i positive vendinger og Heraklit er jo den første procestænker.
      I ‘Afgudernes ragnarok’ skriver Nietzsche: “Først hvad vi gør med deres vidnesbyrd lægger løgnen ind, for eksempel løgnen om enhed, løgnen om tingslighed, substans, bestandighed…” Nietzsche gør opgør mod substanstanken som procesfilosoffer også gør det. (Se indlæg om procesfilosofi).
      Citatet her gør at Nietzsche kan anskues som en ‘slags’ procesfilosof. Men om han ville købe ‘procesfilosofiens’ tankesæt hvis han levede, det kan selvfølgelig diskuteres.

  2. Nogen vil regne Hegel som en form for procesfilosof, selvom han mest er kendt for sin egen åndsfilosofi. Men i Hegels filosofi beskrives hans verdensånd, at den udvikles over tid. Ja man kunne sige gennem en proces. Ånden er den proces, der kendetegner tilblivelse, skabelse. Ånden er overalt og der er dynamiske sammenhænge i alt. Verdenshistorien ses som et udtryk for åndens stadige selv-udvikling, og i denne proces kommer ånden til større og større bevidsthed om sig selv, som en fremadskridende proces. Så med dette mener nogen at Hegels filosofi har ligheder med procesfilosofien.

  3. Interessant 🙂

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s